Til forsiden af aarhusportalen.dk
Til forsiden
guide til oplevelser i Østjylland
Menu
Kunst & udstilling
Musik
Restaurant & cafe
Scene
Guides
Spiseguiden.dk
FastfoodGuiden
ShoppingGuiden
NetshoppingGuiden
NattelivsGuiden
Attraktioner
Highlights
Arrangementer
Tilføj arrangement
Afbudsrejser
afbudsrejser24.dk - Find afbudsrejser, charterrejser og hotel
Find afbudsrejser, charterrejser og hotel på Danmarks største afbudsrejse portal afbudsrejser24.dk.

Studielinks
Websites for studerende i Aarhus
Annonce
opera
Den Jyske Operas august-forestilling, komponist Niels Marthinsens nye opera "Snehvides Spejl". Foto: Liv Højbye
Nyfødt opera med langt liv
14-08-2011
Joachim Gustafsson, der dirigerer operaen "Snehvides spejl" ved uropførelsen på torsdag, er ikke i tvivl om, at Niels Marthinsens opera er en blandt få nyskrevne operaer, der bliver opført igen adskillige gange både i Danmark og i udlandet.

Adskillige nyskrevne operaer har et meget kort liv. De bliver nemlig kun sat op en enkelt gang og spillet i en uges tid, og så bliver de glemt.

»Men jeg er ikke spor i tvivl om, at Niels Marthinsens ”Snehvides spejl” får et langt liv,« siger dirigenten Joachim Gustafsson, der står på podiet ved uropførelsen med Den Jyske Opera i Musikhuset Aarhus på torsdag.

»Det er et fantastisk værk. Det er en stor dramatisk opera akkurat som en opera af Richard Strauss. Det er ikke en modernistisk opera, hvor der søges nye, uprøvede stier, og hvor publikum mister retning og interesse,« mener Joachim Gustafsson.

Han har uropført adskillige skandinaviske værker og fastslår, at han intet har imod de modernistiske værker.

»De skal også laves. Men de lever ofte ganske kort tid,« påpeger Joachim Gustafsson og roser ophavsmanden til ”Snehvides spejl” for at se stort på, hvad modernisterne vil.

»Han har i stedet taget skridtet og komponeret en opera med emotionel musik. Det er risikabelt, for man skal holde balancen, hvis det ikke skal blive til en musical.«

Men det er lykkedes for Niels Marthinsen, forsikrer Joachim Gustafsson.

»Med hjælp fra Eva Littauers libretto har han skabt en højst dramatisk opera i det store udtræk med hele den sceniske dramatik.«

Modig brug



Joachim Gustafsson synes også, at det er modigt at bruge tidligere tiders formelle opbygning i dag.

»Det er faktisk en anakronisme at have et otte-ni minutter langt orkesterintermezzo. Og en rigtig ouverture. Men Niels Marthinsen gør det bare,« siger Joachim Gustafsson og tilføjer:

»Der er en fare for at ende i det platte, når man både laver meget emotionel musik og samtidig holder sig til en form, som de færreste tør binde an med i dag. Men det er lykkedes for Niels Marthinsen.«

Joachim Gustafsson mener, at det er nødvendigt for operagenrens fortsatte liv, at der både skrives modernistiske operaer og mere traditionelle som ”Snehvides spejl”.

»Men det er opera i den klassiske tradition, som publikum vil have, igen og igen, og jeg håber, at ”Snehvides spejl” hurtigt vil blive oversat til bl.a. tysk, så den kan opføres på nogle af de store tyske operascener.«

Han bemærker, at der ved uropførelsen blandt publikum sidder repræsentanter fra betydelige udenlandske operahuse, fordi der over hele verden er stor interesse for nyskrevne operaer, som holder sig til de klassiske konventioner.

Bemærket i udlandet



Niels Marthinsens succes med operaen ”Skriftestolen”, der i 2006 fik Reumertprisen som årets opera, har man bemærket også uden for Danmark.

»Alle i Vesten kender eventyret om Snehvide. Det kan også betyde meget for operaens liv i fremtiden. Publikum ”kender” historien, selv om den i operaen ikke er helt magen til eventyret.«

Imponeret over libretto



Joachim Gustafsson er meget imponeret over Eva Littauers libretto.

»Både tekst og musik indeholder de følelser, som en opera bør have.«

»Jeg må indrømme, at jeg også bliver grebet af både musikken og sangen, når jeg dirigerer værket - akkurat som ved en senromantisk opera. Og jeg kan garantere for, at det sker ikke ret tit for mig med en uropførelse,« siger dirigenten.

Nydt samarbejdet



Han har også nydt samarbejdet med Niels Marthinsen.

»Det er hans musik. Og det er min tolkning af den. Naturligvis har vi diskuteret flere passager, og jeg har argumenteret for mit syn på musikken. Det er foregået i et fint samarbejde. Sådan er det heller ikke altid ved uropførelser.«



Leveret af: JP Aarhus Print artikel Send artikel
”Snehvides Spejl”
Komponist: Niels Marthinsen
Librettist: Eva Littauer
---------------------
Dirigent: Joachim Gustafsson
Instruktør: Anne Barslev
Scenograf Gøje Rostrup
Lysdesigner: Ib Asp
Koreograf: Le Kondrup
---------------------
Medvirkende:
Vibeke Kristensen
Jørn Pedersen
Helene Gjerris
Mathias Hedegaard
Gert Henning-Jensen
Hanne Hohwü Houmøller
Jens Bové
Estrid Molt Ipsen
Pernille Madsen
Thomas Christian Sigh
Tue de Stordeur
Robert Bøgelund Vinther
Morten Hesteng Byrialsen
Aarhus Symfoniorkester
---------------------
Den Jyske Opera
Uropførelse den 18. august. Spiller også den 20., 22. og 24. august
Musikhuset Aarhus
2 timer 30 min. inkl. pause
Dansk sang med dans
Nyheder
Aarhusportalen
Om guide.dk - Personoplysninger - Ophavsret - Annoncering - Kontakt
© Copyright 2006 - Portal Danmark - Grøndalsvej 3 - 8620 Viby J Ajour CMS | Itide