Filmversionen af tv-serien ”21 Jump Street” er både kløgtig og morsom.
Der var engang i de glade slut-1980’ere, da en ung og følsom Johnny Depp spillede med kæbemusklerne og blev alle teenagepigers idol.
Det var med tv-serien ”21 Jump Street” (1987-1991, 103 episoder), at Depp fik sit gennembrud, og selv om det hype, der fulgte i kølvandet på hans succes, ikke huede skuespilleren, blev serien et gedigent første trin på karrierestigen. Nok var det en tv-serie, der var formet efter en genkendelig skabelon, men den tiltrak et stort ungt publikum.
Det samme skal filmatiseringen formodentlig også gøre. Filmudgaven af ”21 Jump Street” er dog meget løst baseret på forlægget, og den kan ses af både unge såvel som ældre, for instruktørerne Phil Lord og Chris Miller har med manuskriptforfatter Michael Bacall opdateret det oprindelige univers klædeligt. Var det ikke for et par små cameo-roller og finurlige henvisninger til tv-serien, opleves filmen som et helstøbt egenartet værk.
Venskab på prøve
Den kloge, men fedladne nørd Schmidt (Jonah Hill) og den dumme, men muskeltrænet- lækre Jenko (Channing Tatum) går på den samme high school. De begynder dog først at tale sammen, da de bliver optaget i samme klasse på politiskolen. Hvis de slår pjalterne sammen, kan de udnytte hinandens talenter, finder de ud af, og et venskab udvikler sig.
Talentet for politiarbejdet er dog ikke det største, og de bliver efter en jobmæssig fadæse sendt tilbage til deres high school som undercover- betjente. Her skal de afsløre, hvem der tilbyder teenagerne dødsensfarlige stoffer. Samtidig sættes deres venskab på noget af en prøve.
Som regel taler man om, at noget, der ser godt ud på papiret, ikke er eller bliver det i virkeligheden, men i dette tilfælde forholder det sig modsat.
Selvironisk og uhøjtideligt
På papiret ligner ”21 Jump Street”-filmen nemlig noget, der meget, meget nemt kunne være blevet den mest tåkrummende pinagtighed. Et gammelt projekt tilføres »ung og hip« energi og humor.
Dejligt overraskende er det derfor, at filmen er blevet virkelig vellykket. Der er som sagt tilføjet en væsentlig portion humor, og så indeholder manuskriptet underholdende metakommentarer til selve projektet, der dermed bliver selvironisk og uhøjtideligt.
Der er en enkelt scene med skolens gymnastiklærer til slut i filmen, der udvikler sig til en pueril plathed, men ellers er vittigheder og morsomheder spredt med kløgtig hånd.
Sublimt samspil
Både Jonah Hill og Channing Tatum spiller friskt op mod deres egne selvbilleder, den tykke sjove og den dumme flotte, og samspillet de to imellem er fantastisk. Det er som at se en yngre udgave af Mel Gibson og Danny Glover fra buddyfilmene ”Dødbringende våben”.
Nu er ømheden mellem de to venner dog blevet opdateret til vores mindre homofobe verden, så der er ligefrem tale om en bromance. En ikke-seksuel romance mellem to venner. I modsætning til andre teenagevennefilm, for eksempel ”American Pie”-filmene, er der i ”21 Jump Street” en langt større modenhed at komme efter, også selv om der naturligvis er lavthængende jokes en masse i farvandet.
Den selvrefererende og selvbevidste form gør blot filmen til mere end en underholdende plathed. Selv om man ikke skal overdrive filmens filosofiske potentiale, er der popkulturel tyngde i ”21 Jump Street”.
