Den røde tråd er politisk i fransk bagatel.
Den franske instruktør Robert Guédiguian har som så ofte før også her et politisk ærinde. Grænserne for social samvittighed afprøves i ”Kilimanjaros sne”, men det bliver aldrig for alvor prægnant i Guédiguians vage solidaritetsfilosofi, hvor den politiske forudsigelighed er det mest påtrængende.
Da fagforeningsmanden og havnearbejderen Michel (Jean-Pierre Darroussin) bliver fyret fra sit arbejde, befinder han sig snart i en identitetsmæssig krise. Hans elskelige hustru (Ariane Ascaride), der arbejder som hjemmehjælper, står ham bi i tykt og tyndt, men de skubbes begge ud i et stormvejr, da de bliver udsat for et voldeligt hjemmerøveri, der oven i købet udføres af en af Michels tidligere kollegaer.
Vreden over, at de, som har kæmpet for andre menneskers rettigheder og social retfærdighed hele deres liv, selv bliver udsat for et udbrud af arbejderklassefrustrationer, er ved at ødelægge ægteparret.
Ikke noget at græde over
”Kilimanjaros sne” er en sympatisk film, fordi den forsøger at forstå, mere end den vil konkludere. Men den er absolut båret af instruktørens politiske overvejelser i en økonomisk krisetid, ikke af en kunstnerisk nødvendighed.
Den opleves derfor klodset, og værst af alt, den er rippet for den humor, som man f.eks. kunne finde i Aki Kaurismäkis ”Le Havre”, der ellers havde den samme politisk røde nostalgitråd. Der er ikke noget at grine af, men heller ikke for alvor noget at græde over.
Dilemmaer uden kulør
De etiske dilemmaer, som hovedkaraktererne sættes i, er mærkeligt farveløse, og selv om det nok kan afspejle den gråzone af middelklassevelfærd, som gamle inkarnerede venstreorienterede med alderen finder sig opslugt af, gør det filmen som et hele til en hurtigt hensygnende bagatel.
