 |
 Northside festival fylder byens hoteller og er klar med 200.000 liter øl i hanerne. Foto: Jan Dagø |
|
Festivalleder: »Kun vejret bekymrer mig«
|
15-06-2012
|
Lederen af Northside Festival er klar med 140.000 liter øl mere end sidste år, alt fra sushi til tarteletter, vakuumtoiletter og flere siddepladser. En regnfuld weekend er det eneste, der kan give panderynker.
Af Louise Bull Nyvang

Iskurvognen, hvor der står ”Brian og Flemming” på skiltet udenfor, bliver vejrudsigten tjekket løbende. Centralt placeret i backstageområdet i Ådalen i Aarhus, hvor Northside Festival i dag skydes i gang med britiske Noah and The Whale, sidder de to ledere med efternavnene Nielsen og Myllerup og føler sig rigtig godt forberedte på den støt voksende musikbegivenhed.
En ting, de dog ikke er herre over, er vejret, og en regnfuld weekend kan ødelægge meget af stemningen.
»Lige nu lover de (DMI, red.) ikke mere regn over hele weekenden, end vi fik i en enkelt skylle sidste år,« siger Brian Nielsen og kigger på den meteorologiske hjemmeside. »Om natten gør det ikke så meget, at det regner. Pladsen er rigtig godt drænet, og vi har formiddagen til at klargøre pladsen – f.eks. lægge flis ud, hvis det bliver nødvendigt, « tilføjer han.
Lærer ved at fejle
Northside Festival finder sted for tredje gang – andet år på Ådalen i Åbyhøj, hvor der sidste år var problemer med for lidt øl, for lange madkøer og toiletproblemer.
»Jeg plejer at sige ”learning by failing”, og det må man sige, at vi gør. Vi har lært rigtig meget af sidste års festival og er langt bedre forberedte i år. Men vi har også et langt større set-up. Og er virkelig rykket op i niveau. Ikke at vi ikke havde et kompetent hold sidste år, men vi havde bare ikke nok af dem,« medgiver arrangøren.
Sushi og tarteletter
Sammen med sin franske bulldog Kalle tager Brian Nielsen en runde på pladsen torsdag formiddag, mens der knokles med at få scener, boder, toiletter og kunstinstallationer klar til dagens åbning. »Her kommer der til at være sushibar,« siger Brian Nielsen og peger på en af de endnu tomme, små boder, som ligger side om side i en stor halvcirkel på den 30.000 kvm store festivalplads.
»Men der kommer noget for enhver smag og ethvert behov i år,» garanterer chefen, der i år næsten fordobler antallet af madboder. »Hvad enten man er til sushi eller tarteletter, så kan man finde det på pladsen. Om det bare skal gå stærkt, fordi man skal hurtigst muligt tilbage og få en plads helt oppe foran til næste koncert, eller om man gerne vil vente lidt på at få noget lækkert, så forsøger vi at opfylde gæsternes behov.«
Tre øltankvogne er også rullet ind på pladsen. De indeholder hver omkring 50.000 liter øl, og via et virvar af ledninger fordeles den kolde bryg ud til de barer, der er placeret langs pladsen.
Ølvogne står klar
De to barer centralt på pladsen har deres egne øltanke stående – 40.000 liter øl gemmer sig i dem i alt.
»Øl er sådan noget, der bare ikke må mangle. Alene de to store barer centralt på pladsen kommer til at have næsten lige så meget øl, som vi totalt set havde sidste år.« Ved siden af Brian og Flemmings skurvogn backstage står en lastbil, som i ægte ”Rejseholdet”-stil er indrettet som en slags kommandocentral for vagtpersonalet.
Nyt overvågningssystem
Et helt nyt kameraovervågningssystem, der er placeret ved begge scener, gør det muligt for vagterne at ansigtsgenkende ballademagere på 75 meters afstand og at opdage, hvis nogen er ved at blive klemt i det masen, der ofte kan opstå under koncerter. Derudover er 250 mand udstyret med radio, og de kan fra lastvognen hele tiden følges via gps.
»Vi tror på, at det er vigtigt, at vi gør meget omsorgsmæssigt for publikum, så de føler sig trygge på pladsen. Vi har også fire store informationsskærme ved scenerne, hvor vi kan give beskeder, så vi ikke er afhængige af at have værter på scenen,« siger lederen.
Nu beder han bare vejrguderne om godt festivalvejr.
»Gudskelov, ser det ud til at blive en varm weekend, og hvis vi så ikke får alt for meget regn, er det perfekt. Men vi har også større ro på i år. Det er faktisk kun vejret, der bekymrer mig.«

|
|
|
|
|
|
 |
Northside Festival
Ådalen i Aarhus
15.-.17. juni 2012
Program
Fredag: Noah & The Whale, The Gaslight Anthem, Miles Kane, Marina and the Diamonds, Oh Land, The Kooks, Mumford & Sons, D-A-D, The xx, Justice.
Lørdag: Freja Loeb, Choir of Young Believers, The Asteroids Galaxy, Tour Bombay Bicycle Club, Eagles of Death Metal, Lukas Graham, Suspekt, The Hives, Kasabian, Malk De Koijn, The Stone Roses, Kashmir.
Søndag: Dúné, When Saints Go Machine, Emeli Sandé, Little Dragon, Bat For Lashes, Turboweekend, James Blake, Noel Gallagher’s High Flying Birds, Garbage, Snow Patrol.
Læs også
Mumford-afløser er fundet
Hovednavn aflyser til Northside Festival
En luksus-festival for de komfortable
Northside får sit eget Hollywood-skilt
Northside dropper EM-fodbold
|
|
|
|
|
|