Århus Kunstbygning sætter fokus på kvindelig identitet på tværs af alder og nationalitet.
Spækket bliver liggende i glaskolber denne gang, fortæller
grønlandske Jessie Kleemann, der ellers har forarget publikum flere
gange ved at danse i fine rober med sælfedt på kroppen.
Ved hendes
udstilling på Århus Kunstbygning, der sommeren over sætter fokus på
kvindelig identitet, vil hun danse med tang på kroppen i stedet. Det
lugter ikke så meget.
Sælspækket har hun dog stadig med sig. Det
ligger nu i trekantede kolber, der hænger fra et træværk, som var det
kød, der var hængt til tørre i Grønland. Og det er ikke de eneste
referencer til kunstnerens hjemland: En kæmpe udgave af en grønlandsk
nationaldragts perlekrave og et bedetelt er også med på udstillingen.
Tættere på identitet
»Hvornår
er man rigtig grønlænder? Hvornår er man rigtig dansker? Kan man
overhovedet være nogle af delene? Da jeg var ung, fik jeg aldrig lov til
at være med til at flå en sæl eller sy i skind. Jeg skulle ud i verden
og uddanne mig. Den fangerkultur, som brugte alt fra sælen, selv
spækket, er blevet en eksotisk del af livet som inuit. Det er op til min
generation af grønlændere at bevare, hvad, vi mener, skal bevares,«
forklarer Jessie Kleemann, mens hun i sin iver for at fortælle smider
skoene og tager et par dansetrin.
Den grønlandske
performancekunstner, der er uddannet skuespiller, bruger sin krop meget
og gestikulerer med arme og ben, mens hun sætter ord på tankerne bag
sine installationer.
»Fordi jeg aldrig har oplevet fangerkulturen
på min egen krop, har jeg haft et behov for at udforske den og undersøge
den. Derfor har jeg også danset med sælspæk. Det var noget, jeg måtte
gøre, og det vækkede og vækker stadig stærke følelser i mig. Jeg føler,
at jeg kommer tættere på min egen identitet,« siger den 53-årige
kunstner, hvis performance giver stærke reaktioner hos publikum.
Stærke reaktioner
»Folk
bliver forargede eller synes, det er ulækkert. Jeg har sågar fået
skældud. Men jeg kunne mærke, at det var rigtig godt at gøre det. Jeg
blev en levende skulptur, og der skete noget med mig.«
Hendes performance har dog også en dybere mening.
»Der
ligger en subtil kritik af spild i det moderne samfund. Dengang brugte
man alt på sælen, i vores rige overflodssamfund smider man alt for meget
væk. Hvad er det for en kultur, vi lever i, der bare smider væk,« lyder
det retoriske spørgsmål fra Jessie Kleemann.
Midt i rummet hænger
en farvestrålende perlepelskrave fra den grønlandske nationaldragt, men
den er blot fire gange så lang som normalt. Nærmest blevet en kjole i
sig selv – uden ærmer.
En hyldest til kvinden
»Jeg
havde lyst til at se pelskraven som en kjole. Det er et fantastisk
stykke grønlandsk håndværk, og den oprindelige del af den var én, min
mor syede til mig, da min søn blev konfirmeret. Det er en hyldest til
den grønlandske kvinde – samtidig en påmindelse om, at man ikke skal
lade sig hæmme – fordi den ingen ærmer har,« forklarer Jessie Kleemann.
Foruden
kunstnerens grafiske tryk og finurlige digte, indeholder udstillingen
også en videoinstallation, hvor Jessie Kleemann beder til havets moder,
en grønlandsk mytologisk skikkelse.
»Sagnet om havets moder har
været bestemmende for inuitternes adfærd – man skal behandle naturen
ordentligt. Jeg forsøger at finde mig selv i det. Den her video er
optaget på Amager Strand. Næste vinter laver jeg fortsættelsen – på isen
i Nordgrønland.«