I midten af det forrige årti blev den amerikanske sweetheart Miley Cyrus kendt som den virtuelle popprinsesse Hannah Montana, der forpestede mangen en tween med sit mindre end tvivlsomme talent.

”Hannah Montana” er nu en saga blot, men Cyrus er nu aktuel i hovedrollen som Lola i Lisa Azuelos ”LOL”.

For de lykkeligt uindviede er titlen en doven smsforkortelse for ”Laughing Out Loud” eller ”Lots Of Love”, og lad titlens misforstået ungdommelige indforståethed tjene som en advarsel for tonen i en film, der rammer forbi målet på alle tænkelige måder.

Fra venskab til romantik

Lola går i high school og er konstant omsværmet af sin henholdsvis isblonde og afroamerikanske veninde – ingen skal holdes udenfor, forstås – der som de trofaste Hugin og Munin vogter hendes mindste bevægelse, og hun er klar til at indtage det nye skoleår. Illusionen om det perfekte år ender dog brat, da hendes kæreste, Chad, har knaldet med en anden i ferien. Den rasende Lola skifter dog hurtigt fra had til nyforelskelse i sin bedste ven, Kyle (Douglas Booth), men den universelle teenageproblematik om skiftet fra venskab til romantik er sjældent set skildret mere kluntet og overfladisk end i ”LOL”, der mislykkes med ethvert budskab, den måtte have på hjerte.

Demi Moore overspiller

Selv om Miley Cyrus gør sit til at være filmens største fadæse, bliver hun slået med flere banelængder af Demi Moore, der i rollen som hendes mildt sagt uforbilledlige mor, der har hed natlig sex med sin eksmand og storflirter med en villig motorcykelbetjent, excellerer i overspil og upassende vulgær gestik. Mor-delen i mor/datter-relationen gives upassende megen plads, når nu filmen i øvrigt ikke kunne være mere ”ung med de unge” i retorik, tematik og stilistik.

Den botox-pumpede Marlo Thomas som stangstiv, løsagtig mormor fuldender et kvindeligt generationstrekløver af de allerværste, som populærkulturen endnu har set.