Der er ikke sparet på krudtet i den tredje omgang Madagascar-animation. Et væld af genrepralerier vælter ned over publikum, men man bliver ikke kun overvældet på den positive måde. Snarere sidder man tilbage med en følelse af, at et steroidetungt muskelapparat har sat sig på den ellers finurlige og charmerende franchise, der begyndte som en sød og en del mere enkel fortælling.

Den oprindelige charme er nemlig mast flad – denne gang gælder det om at vise, hvad man kan. På den måde viser bagmændene desværre også, hvad de ikke kan.

Dyrene fra New York Zoo er strandet i Afrika, men nu vil de faktisk gerne hjem til deres trygge rammer i storbyen. Turen går over Europa via et cirkus. Løven Alex, zebraen Marty, giraffen Melman og flodhesten Gloria får nye venner, men også fjender.

Slæbt rundt i manegen

Den hårdføre veterinærkaptajninde fra Frankrig Chantel DuBois jagter dem nidkært gennem det gamle kontinent, for hun vil have løven Alex’ hoved til at pryde sin væg. Så går den vilde dyrejagt altså, og vi bliver bogstaveligt talt slæbt en tur rundt i manegen. Da zebraen Marty opfinder sit særlige afro-polkaprik- cirkus-kostume, opstår noget af den anarkistiske humor, der er særligt morsom for denne filmserie, men de løst spredte morsomheder kan ikke dække over, at der ikke er nogen tyngde i selve historien.

Det speedede, psykedeliske festfyrværkeri er jævnt underholdende. Temaet, noget forknudret noget med at vende hjem og på samme tid at definere, hvad dette hjem egentlig er, fortoner sig i tågen fra festen. Action, drama, komedie, børnevenlig animation udgør et voldsomt miks, som man nok kan beruses mildt af, mens det varer, men som giver stilmæssige tømmermænd. Det er desværre dem, man husker bedst fra ”Madagascar 3”.