Vi er i Göteborg. I et trist butikscenter kontakter og intimiderer en gruppe på fem 12-14-årige lømler med indvandrerbaggrund et par børn, klart yngre end dem selv, for at negle deres mobiltelefoner. De er truende, opkæftende og ubehageligt insisterende.

Det viser sig at være en taktik, der er blevet en (u) vane. Kort efter går det ud over tre drenge – igen yngre end dem selv. Drengene er skræmte og søger støtte i en butik, hvor en venlig indehaver ikke rigtigt kan stille noget op. Igen er det mobil-telefonerne, knægtene er ude efter.

Dulgte trusler om vold dirrer i billederne og gør stemningen foruroligende. Det lykkes banden at fastholde, nærmest kidnappe, de tre mere og mere opgivende ofre det meste af en dag og stjæle/franarre dem deres ejendele. Mod slutningen ringer bisserne fra en pizzabar en af drengenes mødre op på hans mobil, udgiver sig for hendes søn og pumper skraldgrinende sjofelheder ind i øret på hende.

De fem rødder er sorte og så frastødende, at filmen balancerer på kanten af racisme. Billederne er statiske, distancerede og holdes længe efter, at det fortællende indhold er udtømt, hvad der gør historien omstændelig og trættende, også fordi den kun nødtørftigt tegner nogen særlig individualitet hos de otte knægte, der alle virker som forsømte svenske børn.