Til forsiden af aarhusportalen.dk
Til forsiden
guide til oplevelser i Østjylland
Menu
Kunst & udstilling
Musik
Restaurant & cafe
Scene
Guides
Spiseguiden.dk
FastfoodGuiden
Attraktioner
Highlights
Arrangementer
Tilføj arrangement
Annonce
udstilling
Borgmester Jacob Bundsgaard får overrakt ”Beach House” af Lauritz.com ved torsdagens uddelingsseance. Foto: Michael Hansen
Publikum var til slangen, juryen til te
28-06-2013
Sculpture by the Sea uddelte i går hæder til de mest populære skulpturer. Strandhuset fik Aarhus i gave.

Skulpturen ”Beach House” skal Aarhus Kommune nu til at finde en fast placering til.

Det blev afsløret i går, da Sculpture by the Sea uddelte priser til de mest populære skulpturer, og auktionshuset Lauritz.com overrakte sin skulptur-gave til byen.

Sidste år var det Marc Mosers kæmpe solbriller ”Sea Pink”, auktionshuset via velgørenhedsauktioner købte, i år blev det tyske Toni Schallers bidrag. Et strandhus, som borgmester Jacob Bundsgaard takkede for:

Tænker os godt om

»Det er en helt fantastisk skulptur. Kommunen købte selv ”Hvalikopter” i 2009, og for to år siden fik vi solbrillerne, der nu pryder havnen. Igen i år er det et dejligt interaktivt værk, som vi nu skal tænke os rigtig godt om for at finde den helt rigtige placering til.«

Siden udstillingens åbning 1. juni har publikum kunnet stemme på deres favorit.

1.800 havde valgt at sætte et kryds, og udstillingsleder Karen Louise Juhl Christensen kunne konstatere, at samtlige skulpturer havde modtaget stemmer.

»Der er alligevel en klar vinder, og det er Phil Price med værket ”Snake”.«

Den new zealandske skulptur fik af publikum rosende kommentarer som »dynamisk«, »yndefuld«, »elegant«, »inspirerende vejrhane« og »jeg bliver aldrig træt af at se på den«.

Den kunstfaglige jury, der uddelte Sculpture by the Sea Prisen, var mest imponeret af »Tea with a view«. Danske Anja Frankes træramme med tilhørende elkedel og udsigt.

»Skulpturen giver beskueren plads til at nyde og opleve stedet på en særlig måde. Den er på én gang enkel, men også kompliceret med solceller på taget, som giver strøm til kedlen,« lød det i vurderingen fra juryen.

Stod det derimod til børnene, så var den bedste skulptur aarhusianke Vibeke Rønsbos kæmpe flaskepost ”Remind”.

Astrid Guldhammer fra Børnekulturhuset uddelte prisen:

»Jeg vil ikke læse »mega sej« op de 120 gange, det er skrevet. Børnene har været fascinerede af eventyret og det mystiske. Hvor kommer den fra? Hvad står der i brevet?«

Vibeke Rønsbo takkede og luftede en idé om at sende flaskeposten på danmarkstogt.

»Det skulle gerne være et eventyr for publikum at betragte flaskeposten, men det har også været et eventyr for mig at realisere idéen. Nu er jeg i gang med at finde sponsorer for at kunne sende den på rundtur i hele landet. Det er en kommentar til vores digitaliserede verden, hvor håndskriften måske er ved at forsvinde. Den er specielt aktuel i takt med, at al offentlig kommunikation i 2015 kommer til at foregå digitalt,« fortalte Vibeke Rønsbo.

Beskedne bidrag

Aarhus-kunstneren fik ligeledes en pris på 20.000 kr., da udstillingens samarbejdspartnere uddelte pengepriser.

Pengebidrag via sms, der i år var et nyt tiltag på Sculpture by the Sea, har indtil videre ikke givet det store resultat. Som gratis arrangement er Sculpture by the Sea meget afhængig af økonomisk hjælp.

Uden at have helt opdaterede tal fortalte udstillingslederen, at 680 sms'er indtil videre er tikket ind. Hver besked giver en tyver i kassen.

»Det vil være skønt, hvis folk sms'er noget mere i weekenden,« sagde Karen Louise Juhl Christensen, der ellers har været meget tilfreds med besøgstallet, som hun vurderer til at være mindst på samme niveau som i 2011, da over en halv million kiggede på skulpturer.

Udstillingens sidste dag er søndag.

Leveret af: JP Aarhus Print artikel Send artikel
Prisuddeling
Favoritter kåret

Sculpture by the Sea Prisen på 50.000 kr. : ”Tea with a view”

Publikums favorit ogb25.000 kr.: ”Snake”

Børnenes favorit og 25.000 kr.: ”Remind”

Lauritz.coms velgørenheds-auktion: ”Beach House”. Pris: 104.400 kr.


Skulpturen ”Snake”, der roterer i vinden, fik flest stemmer fra publikum. Foto: Casper Dalhoff.


Medlem af Aarhus Kommunes kunstråd og billedkunstner Birgit Johnsen var ligesom den kunstfaglige jury vild med Anja Frankes ”Tea with a view”. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Aarhusportalen
Om guide.dk - Personoplysninger - Ophavsret - Annoncering - Kontakt
© Copyright 2006 - Portal Danmark - Grøndalsvej 3 - 8620 Viby J Ajour CMS | Itide