Til forsiden af aarhusportalen.dk
Til forsiden
guide til oplevelser i Østjylland
Menu
Kunst & udstilling
Musik
Restaurant & cafe
Scene
Guides
Spiseguiden.dk
FastfoodGuiden
Attraktioner
Highlights
Arrangementer
Tilføj arrangement
Annonce
Musical
Ud over de 40 skuespillere har festspillet i år også en papegøje på scenen. Den 45-årige Poppe, der optræder under navnet Flint som Long John Silvers tro følgesvend, kommer fra Nicaragua i Mellemamerika og blev bragt til Danmark med skib i 1969. På billedet planlægger Silver i Jens Helbos skikkelse og Jim Hawkins (Marie Brandt Laumark) rejsen til Skatteøen. Foto: Christian Klindt Sølbeck
Long John Silver skal rette skuden op
29-07-2013
Vilhelmsborg Festspil sætter i år Skatteøen op og håber på, at pirathistorien tilsat Sebastian-musik kan tiltrække flere gæster end Elvis-forestillingen kunne sidste år.

Et skuffende antal besøgende på blot 12.000 sidste år skal i år øges væsentligt.

Det er ambitionen for det traditionsrige Vilhelmsborg Festspil, der siden 1991 hver sommer har opført friluftsteater ved hestesportscentret i Mårslet.

Opsætningen af ”Skatteøen”, der har premiere i morgen, skal i år råde bod på de seneste to års skuffende publikumsfremmøder til henholdvis Elvis-musicalen ”All Shook Up” og den regnvejrsplagede ”My fair lady” i 2011.

Festspillet drømmer om igen at nå op omkring 15.000-16.000 besøgende i løbet af de 15 spilledage.

»Et godt valg«

»Med ”Skatteøen” har bestyrelsen truffet et rigtig godt valg,« mener Frank Gundersen, der for andet år har sagt ja til at være instruktør.

»Forestillingen appellerer til mange aldre. Både de ældre, der måske kender Robert Louis Stevensons oplæg, og til de mindste børn, der sikkert allerede har leget sørøvere og pirater. Mange vil også kende musikken, som Sebastian skrev til musicalen,« fortæller instruktøren knap en uge inden premieren, mens han har travlt med at få de sidste rekvisitter på plads.

Han må lige snitte en pind til, så en tøjsnor kan komme op at hænge.

»Det er meget vigtigt nu, at skuespillerne rent faktisk kan gøre det, de skal – i det her tilfælde hænge tøj op – mens de siger deres replikker og ikke skal lade som om. Det handler om at få den helt rette timing ind i spillet,« fortæller Frank Gundersen.

Arbejder tredobbelt

Skuespillerensemblet på i alt 40 mennesker er udelukkende amatører. Kun instruktør, koreograf og kapelmester er professionelle.

»Det betyder tre gange så meget arbejde til mig. Jeg skal faktisk instruere meget mere i underteksten end i selve teksten. Hvor professionelle skuespillere selv ville arbejde med personernes tanker og handlinger, er vi nødt til at tale om det. Men det er ikke nødvendigvis en ulempe, at man er nødt til at sige det højt. Det sikrer i hvert fald, at vi alle sammen er på vej i samme retning,« siger Frank Gundersen.

Instruktøren har flere års erfaring i at arbejde med amatører. Før Vilhelmsborg var han i to år instruktør på Fyrkatspillet ved Hobro.

Det sociale aspekt

»Man skal huske at lægge vægt på det sociale aspekt. De skal have det sjovt. De er her frivilligt uden at få løn. Det kan ikke nytte noget, at man står og skriger og skråler hele tiden. Samtidig er vi jo alle sammen ambitiøse og vil gerne have det bedste resultat ud af det. Så det handler i høj grad om at finde en balance. Hvor hårdt kan man presse, før ballonen springer,« påpeger Frank Gundersen.

Omvendt giver arbejdet med de unge, uprøvede talenter den professionelle instruktør en masse retur:

»Folk blomstrer både skuespillermæssigt og menneskeligt. Det er en gave at få lov at overvære og være med til at få folk til at rykke sig.«

Tidligere show i år

I år har festspillet valgt at have tre eftermiddagsforestillinger i stedet for en.

Det samlede antal på 15 forestillinger bliver der dog ikke rørt ved.

»Vi rykker også aftenforestillingerne en halv time frem til kl. 19.30. Det håber vi passer publikum bedre,« siger Kirstine Bauning, der er festspillets presseansvarlige.

I fredags meldte festspillet om ”et tilfredsstillende billetsalg indtil videre”, omend der stadig var ”masser af billetter til salg”, og endnu var ingen forestillinger udsolgt.

Ifølge Kirstine Bauning kan festspillet godt klare endnu et økonomisk fejlslagent år.

»Ja, det kan vi godt. Men vi har en positiv forventning i år, og jeg er slet, slet ikke i tvivl om, at der kommer masser af publikummer herud,« siger hun.

Og så kan vejret faktisk også være for godt selv til Vilhelmsborg, erkender instruktøren.

Ulideligt varmt

»I weekenden (forrige weekend, red.) var det næsten ulideligt at stå på scenen i solen. I hverdagene øver vi jo om aftenen, og der er det dejligt med solen, men midt på dagen, da var det svært at få så mange mennesker til at holde koncentrationen,« siger Frank Gundersen.

Leveret af: JP Aarhus Print artikel Send artikel
fakta
Skatteøen

Sted
Vilhelmsborg Festspil, Vilhelmsborg Allé 1, Mårslet

Tid
30. juli - 16. august 2013
Aarhusportalen
Om guide.dk - Personoplysninger - Ophavsret - Annoncering - Kontakt
© Copyright 2006 - Portal Danmark - Grøndalsvej 3 - 8620 Viby J Ajour CMS | Itide