Til forsiden af aarhusportalen.dk
Til forsiden
guide til oplevelser i Østjylland
Menu
Kunst & udstilling
Musik
Restaurant & cafe
Scene
Guides
Spiseguiden.dk
FastfoodGuiden
Attraktioner
Highlights
Arrangementer
Tilføj arrangement
Annonce
Smukfest
Danmarks Smukkeste Festival har skabt tegneseriefiguren Vakse Viggos viggofon og vil for første gang nogensinde præsentere verdens højeste lyd. Foto: Jan Dagø
Musikfestival – nu med stillezone
06-08-2013
Ro og afslapning er ikke, hvad man normalt forbinder med musikfestivaler, men et område af skoven er i år henlagt som stillezone. Danmarks Smukkeste Festival vil dog også præsentere publikum for verdens højeste lyd.

»Sådan var det ikke sidste år! Nej, det var ej.«

Teksten på det store, hvide banner, som er spændt tværs over skovvejen i opstillerområdet dybt inde i Skanderborgs dyrehave, siger det sådan set meget klart.

Danmarks Smukkeste Festival er ikke business as usual.

Opstillere og medhjælpere skal være indstillet på forandring, og opstillercheferne er krævende. Således hedder teksten på bannerets bagside:

»Jeg synes, det er svært! Nej, det er ej.«

En ny indgang

Omstillingsparatheden blev for alvor sat på en prøve, da opstillerledelsen for to uger siden vendte tommelfingeren nedad for indgangsportalen til Sherwood-området. Den var for kedelig og plastikagtig, var holdningen.

»Det første, folk skal møde til Smukfest, er ikke en grim indgang, så vi besluttede at lave en helt ny. Den nye er meget mere i festivalens ånd,« konstaterer den kreative topchef, Jonas Halberg, om den enorme trækonstruktion, der rummer både teknik, skønhed, håndmalede billeder, sammenskruede træer og et stort siddeområde.

»Tandhjulene symboliserer, at der er noget teknik bag festivalen, som skal fungere meget præcist, for at det hele spiller. Desuden er den meget smuk med lys i om aftenen, så vi forventer, at det bliver et sted, hvor folk vil mødes,« fortæller Jonas Halberg, som selv gav en hånd med med sømpistolen:

»Der er skudt 4.000 søm i det indgangsparti.«

Alt det nye

I morgen eftermiddag går porten op til et himmerige af musik, fest og spas, og som sædvanligt vil skoven være pyntet med kulørte lamper, omvendte træer og horisontale vejrmøller.

Dele af festivalområdet vil være ændret i forhold til sidste år.

Det gratis festivalområde Sherwood er blevet større med en ny bargade.

Indgangen ved Restaurant Capri er også flyttet, og der er indlemmet en del af bodgaden, så der bliver bedre adgang til Rytmehans-scenen.

Desuden er der bygget et madtorv med forskellige restauranter og tv-skærme, så man kan spise og samtidig følge med i, hvad der foregår på Bøgescenen ved siden af.

Komzufort

For enden af bod- og bargaden Dødemandsbakken er der skabt et stilleområde, Komzufortzonen – en oase, hvor festivalgæsterne for en stund kan trække sig tilbage, få gnavet den hårde hud af fødderne i fiskebassiner eller slappe af i hængekøjer og små kroge uden støjende barer eller høj musik.

»Her skal man bare kunne hygge sig og hvile ørerne. Vi sørger for lidt overraskelser i form af gaver og en gratis drink engang imellem,« fortæller marketingansvarlig Karina Harbo Jensen fra tøjfirmaet Butler-Loftet, som er en af festivalens nye sponsorer.

Ud over musik vil der blive præsenteret andre kunstarter.

Under festivalen vil kunstneren Finn Birkelund stå i spidsen for verdens første og største rockmaleri – fire lærreder af 2,5 gange 5 m, som efterfølgende skal være en fast del af festivalens udsmykning.

Selv om festivalen forsøger at skabe modpoler til musikken – bl.a. i form at stilhed – har man dog tænkt sig at præsentere publikum for verdens højeste lyd. Festivalen har genskabt tegneseriefiguren Vakse Viggos viggofon i originale mål.

»Ingen kender lyden, fordi den kun findes i en tegneserie, så vi har bygget instrumentet i 1:1 og har tænkt os at afspille verdens højeste lyd i løbet af festivalen. Vi forventer, at det vil blæse bladene af træerne,« siger den kreative topchef.

Leveret af: JP Aarhus Print artikel Send artikel
fakta
Aarhusportalen
Om guide.dk - Personoplysninger - Ophavsret - Annoncering - Kontakt
© Copyright 2006 - Portal Danmark - Grøndalsvej 3 - 8620 Viby J Ajour CMS | Itide