En slidt vittighed lyder, at hvis man siger, at man kan huske 1960'erne, var man der ikke. For Gabriel er det omvendt: Da han i slutningen af 1980'erne efter mange års kaotisk liv får fjernet en kæmpemæssig hjernesvulst, er slutningen af 1960'erne og i særdeleshed musikken det eneste, som han kan huske og kommunikere igennem.

Denne autentiske historie er der kommet en stedvist bevægende, men også temmelig sentimental og klichéfyldt film ud af.

Hovedpersonen er nemlig ikke så meget Gabriel, som den er hans konservative far, der for at finde ind til sin hjerneskadede søn må tage sine egne værdier (og sin musiksmag) op til revision og sågar ender med at finde sin egen indre (og ydre) hippie.

Det lyder klistret og er det sådan set også, men J.K. Simmons får en meget fin, velmenende og lun figur ud af faderen. Lou Taylor Pucci er også uhyggeligt troværdig som Gabriel, hvis åndelige tilstedeværelse kommer og går, i samme øjeblik musikken begynder eller holder op, og i baggrunden får Cara Seymour som hans mor fortalt sin helt egen, lille frigørelseshistorie.

De levende døde

For dem, der kan lide den slags, er der blandt andet både Bob Dylan og i særdeleshed The Grateful Dead på lydsporet. Den koncert med The Dead, som det hele kulminerer med, bliver derimod for meget et postulat, uanset at det da er lykkedes at finde skuespillere, der nogenlunde kan vække forestillingen om det for længst opløste orkester til live.

Den prunkløse, lille film vakler i længden for meget mellem at ville være kuriøs sygehistorie (med Julia Ormond som en meget lidt overbevisende musikterapeut), grådlabil beretning om faderkærlighed og forsoning og hyldest til 1960'erne.

Det sidste lykkes, uanset musikken, mindst godt, i og med at det efterhånden nok så meget synes at være faderens værdisæt som 1960'-ernes, der har fremtiden for sig.