Martin Scorsese, der nu er 69 år, hører ikke blot til tidens mest dynamiske og originale filmkunstnere, han er også en højt kvalificeret kender af filmhistorien, som han dyrker med kreativ energi og enorm viden.

I ”Hugo” forenes hans to lidenskaber: instruktørens og historikerens. Og det sker i uskrømtet barnlig glæde over både mediet og dets fantastiske godt hundred år lange udvikling.

Optakten - før titlen - er en lang glidende kamera-bevægelse hen langs en perron klemt mellem to damptog og derpå en drengs paniske flugt mellem en kompakt strøm af rejsende på en stiliseret Gare Montparnasse-banegård i Paris - en sekvens, der afvikles i et tempo så forrygende som den vildeste biljagt og med brillant elegance og grandiost artisteri.

Så er vi i gang.

Det kønne barn

Drengen Hugo - fint og følsomt spillet af Asa Butterfield - bor på den store banegård som den Quasimodo, der engang huserede som klokkeren i Notre Dame, dog uden nogen form for deformitet, tværtimod: Hugo er et kønt barn, der lever af smårapserier og passer - uden at nogen ved det - banegårdens kæmpemæssige, labyrintiske urværker, der med dets seje tandhjul og indviklede mekanik virker som rene Georg Gearløs-opfindelser.

Hans far er urmager, og begge er de besat af en næsten fanatisk fascination af alle mulige kronometre og finmekaniske opfindelser, bl.a. for en dukke, som de vil reparere, så den kan både bevæge sig og skrive. Men faderen omkommer, så Hugo må klare sig på egen hånd.

Notesbog konfiskeres

På banegården er der en legetøjskiosk, som indehaves af en knarvorn gammel herre. Han tager den tyvagtige Hugo på fersk gerning og konfiskerer hans notesbog, hvor han har tegnet dukken og dens mekanik. Bogen bliver til en smertelig genkendelse for den gamle, der viser sig at være George Meliés, en af filmkunstens mest kreative og visionære pionerer, en inkarneret tryllekunstner.

Dukken er oprindeligt hans opfindelse, som Hugo og han far er kommet i besiddelse af ved et tilfælde, for Papa George, som Meliés kaldes, er glemt som filmskaber og hans produktion synes at være gået tabt under Første Verdenskrig. Men han genopdages i slutningen af 1920'erne, som også er filmens nutid.

Hos ham og hans kone bor Isabelle, en livlig, initiativrig pige, der bliver ven med Hugo. Hvad det fører til, må man selv forvisse sig om, og det er ulejligheden værd.

Mange filmcitater

Denne gang fortæller Scorsese et eventyr med alle eventyrets ingredienser: To børn, en brøsig, komisk stationsforstander, den gamle vredladne Papa George, der viser sig at være en helt anden, end man tager ham for, da handlingen er sådan konstrueret, at vi først halvvejs får besked om, hvem han i virkeligheden er.

Herfra udvikler filmen sig til ikke primært at handle om Hugo, men om Meliés og stumfilmens historie og bliver til en ægte, forundret glæde ved og hyldest til filmkunstens magiske drømmeverden, som de to børn dykker ned i.

Desuden spreder Scorsese gavmildt mængder af citater fra filmens barndom rundt om i sin egen historie. Vidunderlig og katastrofalt dramatisk er således sekvensen, hvor et tog afspores og braser gennem hele afgangshallen og med et brag dratter gennem dens glasfacade og ud på pladsen foran.

Utrolige Kingsley

Aldrig i sin produktion har Scorsese været så varm og så kærlig som i denne sin hyldest til sit elskede filmmedie, som han også her håndterer med elegance og overblik.

Man fornemmer hans umiddelbare betagelse af de to børn, der er smukke, bevægende og fulde af sødme, og et af højdepunkterne er, da Isabelle falder i menneskemyldret og er ved at blive trampet ned, hvad der frygtindgydende filmes nedefra, fra hendes synsvinkel.

Balancen imellem de to holdes perfekt: Det er Isabelle (Chloë Grace Moretz), der tager føringen, men umærkeligt styret af Hugo. Dog ville det hele være kikset uden en bestemt central præstation: Ben Kingsleys spil som Papa George/Meliés. Han er rygraden i historien og kan ikke vise sig på et lærred, uden at man hænger ved ham og forundres over denne utrolige skuespiller, der kan så uendeligt meget og gør det med naturligt nærvær og upåfaldende autoritet i samtlige stemningslejer.

”Hugo” er en historie for legende, barnlige sjæle i alle aldre og med en stadig ungdommelig forelskelse i filmkunstens magi og uudtømmelige drømmeverden.