At de belgiske brødre Jean-Pierre og Luc Dardenne, der sammen med britiske Ken Loach er nogle af samtidens mest kompromisløse fornyere af socialrealismen på film, med deres seneste film har valgt at parafrasere et af den italienske neorealismes absolutte hovedværker, Vittorio De Sicas uovertrufne ”Cykeltyven” (1948), er der intet overraskende i.

Det giver tværtimod fuldkommen mening.

En tydelig inspiration

De Sicas film om den lille Bruno, der bevidner, at hans fars cykel bliver stjålet, og mister tilliden til faderen, da denne selv må begå tyveri for at overleve, er en tydelig inspiration for Dardenne-brødrenes ”Drengen med cyklen”, der i sig selv er en lille neo-neorealistisk kanonkugle, der nok skal opnå klassikerstatus, selv om den ikke når helt samme niveau som den nærmest lydefri ”Barnet” (2005).

Som i ”Cykeltyven” bliver cyklen i ”Drengen med cyklen” metafor for måske uopretteligt tillidsbrud. Den 12-årige Cyril er blevet afleveret på et børnehjem. Hans far kan ikke passe ham i en periode, har Cyril fået at vide, men sandheden er, at faderen har valgt sønnen fra i en mere definitiv forstand.

Ude af stand til at være i sine følelser reagerer Cyril i voldsom trods og med indestængt vrede. Mest af alt kan han slet ikke forstå, at faderen ikke har afleveret hans cykel; en cykel, der vitterlig betyder alt for ham.

Instinktiv tillid

Han får hjælp af frisøren Samantha, der tilbagekøber cyklen af en mand, der har købt den af faderen til sin søn. Instinktivt stoler Cyril på hende, og hun indvilger i at have den forældreløse knægt i weekenderne. Sammen sætter de sig for at finde faderen, hvilket ikke viser sig svært.

Han arbejder på en lokal restaurant, og det passer ham uhyre dårligt, at Cyril pludselig dukker op. Så dårligt, at han efter pres fra Samantha får fortalt Cyril, at han faktisk ikke har tænkt sig at se ham igen. Og så har drengen kun sin cykel - og for første gang en voksen, der kæmper for ham.

Genkendelig situation

Jean-Pierre og Luc Dardenne forstår vigtigheden af at gøre Cyrils situation genkendelig, hvor fremmed den end måtte være. I stedet for at benytte sig af de åbenlyst sentimentale udveje, der ellers præsenterer sig nok af i filmens løb, og som ville have kunnet gøre ”Drengen med cyklen” til et tårevædet melodrama, holder de igen og lader filmen være nedbarberet i sit følelsesmæssige udtryk.

Det gør, at den kommer til at ligne et lille udsnit af virkeligheden og ikke en skabelon over en trist skæbne.

Enerverende møgunge

Det er også ufatteligt godgørende, at Cyril i begyndelsen er en enerverende møgunge uden de charmetræk, som børn på film som oftest har. Men som vi lærer ham at kende, vokser han med os, og man ender med at forstå det forsømte barn.

Cyrils skrammede tillid til voksne gør ham til et let offer for den lokale pusher, Wes (ubetaleligt opkaldt efter en af hovedpersonerne i de lammende elendige ”Resident Evil”-film, som han selv stolt fremhæver).

Først stjæler hans bande Cyrils cykel, hvorefter de banker ham, og så er han inde i varmen. Wes skal have Cyril til at begå et lille overfald for ham, og Cyril, der i sin situation er villig til at gøre alt for at vinde andres tillid, gør det uden at tøve.

En frelsende engel

”Drengen med cyklen” er sat sammen af en række små begivenheder, der til sammen gør den lille film til en stor oplevelse, der ikke er til at ryste af sig igen. I filmens ufravigelige centrum står Cyril, der spilles med stor overbevisning af nykommeren Thomas Doret. Han fanger Cyrils flakken, kuede trods og arrige ildhu så præcist.

En smuk, frelsende engel

Som Samantha er Cecile de France som en smuk, frelsende engel, uden at det dog kammer over og bliver fortænkt. Man forstår, hvorfor hun gider møgungen, selv om han i begyndelsen kun forvolder problemer.

I rollen som Cyrils afhopper af en far ses Dardenne-gengangeren Jérémie Renier. Han debuterede som bare 15-årig i ”Løftet” og har siden været med i flere af Dardenne-brødrenes film, mindst mindeværdigt er nok hans rolle som Bruno i ”Barnet”.

At Renier går igen og igen er symptomatisk for et instruktørpar, der sagt lidt groft altid laver variationer over den samme film.

Og det er bestemt ingen anklage.