At en tur gennem 3D- maskinen ikke nødvendigvis er et gode for en historie, har der været talrige eksempler på de seneste år. I fjor var det Ole Lund Kirkegaards ”Orla Frøsnapper”, der fik suget magien ud af sig ved animationstransformation, og nu er turen kommet til ”Gummi-Tarzan”. Eller ”Gummi T”, som den så irriterende hedder i sin nye version.

Det notoriske skvat Ivan Olsen bor med sin bøvede far i en kulørt provinsby. Ivan mobbes dagligt af byens bøller, og faderen har sagt sit job op for at blive coach.

Han har dog ikke mange succeshistorier at prale med, så han får den absurde idé, at han skal gøre Ivan lige så sej som Tarzan for at få klienterne til at strømme til.

Det går selvfølgelig rigtig skidt, så da en korporlig heks kommer til byen og tilbyder en trylledrik, der skal gøre Ivan til den bedste til alt, springer han på. Hun glemmer bare den vigtige ingrediens, der skal få superevnerne til at forsvinde efter et døgn, og så er Fanden løs.

Michael Hegner og Michael W. Horsten, der har instrueret og skrevet manuskript, har taget sig lige lovlig mange friheder i forhold til nyfortolkning af originalen.

For ligegyldig

Og det er for så vidt forståeligt, for det er ikke muligt at komme på højde med Kirkegaards tekst eller Kragh- Jacobsens film. Men nyskabelserne er hverken ambitiøse eller synderlig velvalgte. Hvorfor endnu en latterlig coach og en gæv pige på sidelinjen?

”Gummi T” er fin på sine helt egne præmisser, men når ikke Kirkegaards historie til sokkeholderne.

Dertil er den alt for ligegyldig.