Den engelske instruktør, Ridely Scott grundlagde sit ry med et par stilistisk revolutionerende og åndeløst spændende science-fiction film: ”Alien” (1979) og ”Bladerunner” (1982). Siden har han vist sig som en superprofessionel, alsidig og produktiv filmkunstner med succeser som ”Thelma og Louise” (1991), ”Black Rain” (1989), ”Gladiator” (2000) og ”Black Hawk Down” (2001).

I sin film nr. 20, ”Prometheus”, vender han tilbage til science-fiction-genren med en historie, der sætter de fleste i genren skakmat. Historien er enkel, men handlingen indviklet: Mod slutningen af vores århundrede er et rumskib på vej mod en klode flere milliarder år ude i rummet.

Et par forskere mener i nogle huler at have fundet mange tusinde år gamle, primitive malerier, der peger på en astronomisk konstellation i universets fjerneste afdeling, og den ankommer man til. Da de forskellige forskere går fra borde, udsættes de snart for rædselsvækkende, ubegribelige fænomener, og jeg røber ikke noget ved at sige, at de skulle være blevet hjemme.

En afsikret håndgranat

Handlingen drives af en ambition om at løse skabelsens gåde. Af de to forskere er hun (Noomi Rapace) troende - på hvad, fremgår ikke, mens han (Guy Perace) er vantro - hvorfor ikke? Men begge er de opsat på at trænge ind i planetens hemmeligheder - som børn, der sorgløst leger med en afsikret håndgranat.

Handler filmen overhovedet om noget, handler den om videnskabens grådige, tankeløse iver efter at snage og rage og gramse i ethvert mysterium. Med i rumskibet er også dets ejer, en reserveret men sensuel Charlize Theron, desuden et menneske uden sjæl (en robot), den elegant tilbageholdende Michael Fassbender, og en olding, der vil leve evigt.

En sand virtuos

Men handlingen er ikke det vigtigste. Det er stilen, og her viser Ridley Scott sig igen som en sand virtuos og demonstrerer en hypnotiserende visuel kreativitet.

Kulisser og scenografi er monumentale og voldsomme, mens selve rumskibet og de mystiske huler og labyrinter på den ugæstfri planet designes med magnifik, vildt ynglende visuel opfindsomhed, selv i animeringen af de modbydelige slimede væsener, der synes fast inventar i science-fiction-historier. I mine øjne føjer 3D-formatet intet til æstetikken eller spændingen, men de digitalt koreograferede scenerier fungerer både dramatisk og imponerende.

Alligevel: ”Prometheus” er en stilsikker, fabulerende, ferm og flot opvisning i, hvad filmbilleder kan præstere. Ikke mere!