Pludselig begynder en fåmælt, omgængelig, arbejdsom mand, Curtis, at plages af mareridt. Det tager til i rædsel og intensitet, og dets eftervirkninger begynder at deformere ham psykisk og sabotere hans hverdag, som om han bliver besat af en ond ånd, som ingen kan uddrive, og som kaster ham ud i tiltagende panik: I sin forvisning om verdens snarlige undergang handler han mere og mere paranoidt og irrationelt.

Vi er i Ohio i USA. Tornadoer er almindelige på de kanter, for Curtis har et forfaldent beskyttelsesrum, som han med uansvarlige omkostninger begynder at sætte i stand til en slags overlevelsesbunker. Han er far til en lille døvstum pige, der udtrykker det blokerede og sprogløse i sin far og hans tiltagende tab af forbindelse til omverdenen. Han har også en sød og køn, grænseløst forstående og overbærende, men mere og mere fortvivlet kone. En amerikansk familie i midtvesten, hvor man går i kirke og beder bordbøn, går op i fugerne.

Handlingen bevæger sig langsomt, uafvendeligt fremad, og dens rytme og tonefald kan minde en smule om den afdæmpede, rugende stemning i Terence Malicks ”Livets træ” (2011).

Curtis spilles overbevisende og frygtindgydende af Michael Shannon, der kendes fra tv-serien ”Boadwalk Empire”. Han bliver mere og mere indadvendt, ikke til at nå. Instruktøren Jeff Nichols, der er en intelligent og lovende filmkunstner, har selv skrevet manuskriptet, som lider under den svaghed, som instruktionen ikke retter op, at der hverken skabes sympati eller medlidenhed med den plagede Curtis.

Han bliver et noget enerverende bekendtskab, et psykiatrisk tilfælde, ikke et levende menneske.