Japans svar på Walt Disney, Hayoa Miyazaki, har længe haft en enorm fanskare i Danmark, og til glæde for både gamle og nye fans har Camera Film, distributionsfirmaet, der er tilknyttet Grand Teatret i København, gennem de seneste 10 år sat film fra Miyazakis bagkatalog op i biografen.

Nu er det blevet tur til opsætte stregtegnerens tredje spillefilm: ”Laputa: Slottet i himlen”. Det var i øvrigt den første film, som instruktøren kunne producere på sit eget selskab Ghibli, der siden har været toneangivende animationsstudie, der reelt kan konkurrere med amerikanske mastodonter som Disney.

I 2002 vandt de således en Oscar for bedste animerede spillefilm for Miyazakis ”Chihiro og heksene”. Japansk anime er dermed internationalt blevet nærmest synonymt med Miyazaki.

På ingen måde bedaget

”Laputo: Slottet i himlen” kan opleves med japansk tale og danske undertekster og er over to timer lang, så det er altså ikke en tegnefilm for de mindste. Men både unge og gamle er
garanteret en stor biografoplevelse.

”Laputa” er nemlig endnu en af Miyazakis film, der må hævdes at have klassikerstatus. Som vanligt er der både voksen- og civilisationskritik at hente hos japaneren, der også denne gang (eller dengang) taler varmt for en mere øko-venlig behandling af jorden.

Det er heller ikke overraskende, at filmen indeholder et vildt overskud af sprudlende fortælleglæde, fantasifulde og følsomme tegninger og fængende intriger. Alt er altså som det plejer at være hos Miyazaki, og det er en stor ros.

De forældreløse børn Pazu og Sheeta sætter ud på eventyr for at finde den flyvende ø Laputa. Navnet er taget fra Jonathan Swifts ”Gullivers rejser”. Sheeta har fået overleveret en magisk krystal fra sin bedstemor, da hun blev forælmed himmeriget. Men der er andre, knap så gode kræfter, der også gerne vil have fingrene i krystallen.

Skumle pirater

I hælene har Pazu og Sheeta derfor både onde militærmænd og skumle pirater, og de må udvise mod og mandshjerte for at redde slottet i himlen. Man fryder sig over at være med på hele
den farefulde færd, selvom de japanske stemmer er på grænsen til det enerverende. Måske er det en kulturfremmedgjort oplevelsesmåde, der kan forandres, hvis man ser nok Miyazakifilm.

Mere visuelt behagelig kur er i hvert fald umiddelbart svær at se. Og så kan man glæde sig over Joe Hisaishis fortryllende musik. Den tillægger et betydningsfuldt og fortryllende
lag til herlighederne.