Arkitektur fra verdens metropoler bliver spejlet og forvrænget af Aarhus-maler Søren Elgaard.Udstillingen "Metropolis" kan opleves fra den 4. maj til den 30. juni på ARoS.
I den sene sommeraftensol bliver et skrigende gult rådhustårn i Aarhus spejlet i musikhusets glasfacade, der smelter sammen med Scandinavian Congress Centers mursten.
Som med langt de fleste af Søren Elgaards malerier til ARoS-udstillingen ”Metropolis” er dette scenarie også begyndt med, at kunstneren har fotograferet virkeligheden. På det helt rigtige tidspunkt, hvor rådhustårnet var allermest gult.
»Nogle gange ligger jeg på lur i flere timer for at få de helt rigtige farver frem. Virkeligheden skaber jo de mest fantastiske billeder hele tiden - det er bare med at fange dem,« siger Søren Elgaard, der ser sit kamera som et vigtigt arbejdsredskab, der fanger detaljer, han ikke selv kan huske.
I morgen åbner Søren Elgaards ”Metropolis” i Vestgalleriet på ARoS. En udstilling, der både består af gamle værker tilbage fra studietiden i 1973 og helt nye malerier, som fik sidste penselstrøg for blot to uger siden.
Fra Aarhus til New York
Og maleriudstillingen, der rummer omkring 100 billeder, favner også bredt motivmæssigt. Fra rådhuset i Aarhus til Golden Gate Bridge i San Francisco. Måden, hvorpå bygninger eller broer bliver spejlet i andre bygningers glas, fascinerer Aarhus-kunstneren.
»Spejlinger aktiverer hjernen. Pludselig træder en fremmed, forvrænget virkelighed frem. Det, man tror, man kender, kender man ikke alligevel. Det er i høj grad kunstens funktion - at åbne folks øjne for nye vinkler på den virkelighed, man oplever,« siger Søren Elgaard, der udover at fotografere og male også er studielektor på Aarhus Universitet.
Selv med på billedet
På et par af billederne er Søren Elgaard selv kommet med. Han er spejlet som en lille mand i baggrunden, da han fotograferede sit motiv. Men ellers kan kunstneren i processen nemt komme væk fra virkeligheden.
»Jeg fortaber mig i det. Jeg mister orienteringen, og det tror jeg også, man skal. Man kan ikke have styr på alle detaljer. For eksempel med Forth Rail Bridge i Edinburgh, der blev jeg så grebet af den fantastiske konstruktion, at mønstret tog over og nærmest fik sit eget liv,« fortæller Søren Elgaard om en billedserie fra den specielle, skotske bro.
I samarbejde med kurator og museumsinspektør Anne Mette Laursen, har han bygget udstillingen sådan op, at man i begyndelsen ser nogle af de fotografier, der ligger til grund for malerierne. For Søren Elgaard overfører ikke bare virkeligheden til et lærred, pointerer Anne Mette Laursen.
»Han er ikke bare fotorealist. Det er en lang proces, og det er vigtigt også at få et blik på fotografiet, der fungerer som grundinspirationen. Han splitter billedet op, skaber en ny type rum og skaber dynamik,« siger Anne Mette Laursen.
Broerne
Ud over Rigsdagsbygningen i Berlin, Rådhuset i Aarhus, hovedbanegården i Chicago og vandtårne i New York, er Søren Elgaard især fascineret af broer.
Golden Gate Bridge i San Francisco, Queensborough Bridge i New York og Storebæltsbroen er blandt de bygningsværker, der får nyt liv gennem spejlinger og stærke kontrastfarver.
»Brokonstruktionerne er noget af det allerflotteste, mennesket har skabt. Og de små figurer, man kan se på Golden Gate Bridge, sætter menneskets størrelse i perspektiv i forhold til arkitekturen,« siger Søren Elgaard.