Det var rigtignok Northside Festivals mest omtalte navn, det britiske band The Stone Roses, som stod på scenen efter 16 års pause.

Problemet var, at frontfiguren Ian Brown fra begyndelse til afslutning sang pivfalsk eller huserede rundt i sit helt eget vokale luntetrav. Det var pinligt og pinagtigt, og det virker lige nu som en tragedie, at gruppen om kort tid skal spille for 240.000 tilhørere til tre koncerter hjemme i Manchester.

Dette imponerende billetsalg siger alt om, at The Stone Roses bliver betragtet som et af de mest betydningsfulde bands i britisk rockhistorie. Kvartetten gav i slutfirserne den stivbenede britiske rock dansefødder og masser af attitude. Men problemer med pladeselskabet, stoffer og hinanden rev gruppen itu i 1990’erne.

Dengang blev der tit sat spørgsmålstegn ved Ian Browns vokale talent på scenen. Han var mildt sagt ikke nogen tonemester. Men han var øretæveindbydende cool, og så kunne han mange gange undskyldes med alt det kaos, som succes og interne problemer gjorde The Stone Roses til. Denne gang gælder der ikke nogen undskyldninger. Hvis et band efter så mange års pause skal lykkes med et comeback til turnélivet, må alle brikker i oplevelsen passe sammen.

Skarphed i strengelegen

På positivlisten for koncerten i Aarhus står guitaristen John Squire. Hans ry som et af sin generations største guitartalenter blev i stor udstrækning bekræftet. Han havde skarpheden i sin strengeleg, og så begav han sig et par gange ud på soloture med stor personlighed og virtuositet. Bassisten Mani, der har tilbragt tiden efter opløsningen af The Stone Roses i et andet mytologiseret britisk band, Primal Scream, var indledningsvis mest den erfarne arbejdsmand.

Men efterhånden kom der fart i synergien mellem ham, Squire og trommeslageren Reni, der i tidens løb har haft sine udfald. Men hans indsats i Aarhus var til godkendt. Men hvad gør det, at den genskabte krop viser sig at være fit for fight, når hovedet ikke kan følge med?

Publikum forsvandt

Det havde været muligt at tilgive, hvis Ian Brown havde glemt en linje her og der. Det er trods alt længe siden, at ”I Wanna Be Adored”, ”Waterfall” og ”Fools Gold” blev skrevet og hittede.

Men det virkede faktisk, som om Ian Brown kunne huske ordene. Derfor blev det dobbelt så kikset, at han aldrig fandt ind i et vokalt groove, der kunne matche de andres koncentrerede arbejde. Det ene øjeblik lød han som en, der tilfældigvis havde fået stukket en mikrofon i hånden på en karaokebar.

Det næste moment sang han, som om han hørte musikken i et helt andet tempo end instrumentalisterne og publikum.

Da koncerten begyndte, var der pænt med tilhørere, og der kom flere til i løbet af den første halve time.

Men efterhånden som det gik op for de måbende nysgerrige, at Ian Brown gjorde The Stone Roses til grin, forsvandt publikum i store mængder.