Til forsiden af aarhusportalen.dk
Til forsiden
guide til oplevelser i Østjylland
Menu
Kunst & udstilling
Musik
Scene
Guides
Spiseguiden.dk
FastfoodGuiden
Attraktioner
Highlights
Annonce
Glad!
Foto: Ole Lind
Mad, der gør dig Glad!
12-02-2007
Spisestedet Glad! er endnu en perle i Frederiks Allé i den moderne økostil, men med rigelige portioner og rimelige priser.
Glad! ligger næsten lige ved siden af fikspunktet Gerners Grill i Frederiks Allé, og det er nærliggende at sige, at her skilles fårene fra bukkene.
Traditionalisterne, der skal have ristede hotdogs med det hele og bøfsandwich, glider ind til Gerner, mens dem, der er mere til øko, frugt og alt det andet sunde, går til venstre og ind til Glad!

Alt tyder dog på, at man lever i fredelig sameksistens, og Glad! skal i hvert fald vide, at det, der serveres her, sagtens kan friste andre end de sidste dages hellige.

Hos Glad! får man nemlig fremragende og frisk fastfood, der smager godt. Priserne er yderst rimelige, betjeningen venlig (Glad!), omgivelserne rare og stemning god og afslappet. Lad det dog straks være sagt: Etablissementet råder ikke over toilet-faciliteter, så drik ikke for mange af Antons Økosaft (æble, sol-, hylde- og tranebær, 22 kr.).

Frisk til lukketid

Anmelderholdet var forholdsvis sent på den denne aften, men det var ikke et træt køkken, vi fandt her en halv times tid før lukketid. Alt var frisklavet og absolut på ingen måde slattent.

Glad! tilbyder et bredt udvalg af sandwich, wraps, burgere, salater og sødt samt suppe og Chili kong (!) carne med bulgur (!), økologiske safter, mælk, forskellige juicer og smoothies, diverse kaffer og teer, kakao med marshmallows, og for dem, der ikke synes, at (ø)komælk er sagen, er der sojamælk.

Patruljen valgte Glad!s burger med kylling, gratineret ost, bacon og pestokartofler (69 kr.), bagel med serranoskinke, pinjekerner, cornichoner og basilikumpesto (42 kr.) samt sandwich (fuldkornstoast) med kylling og bacon (36 kr.). Alle tre drak kildevand til 16 kr. De tre tallerkener blev serveret ved det lille bord og fyldte så meget, at vi væltede vasen med tulipaner, men det blev klaret med et par servietter.

Store portioner

Portionerne er store hos Glad! De ser særdeles indbydende ud med godt brød og meget grønt. Burgeren med kylling kom sammen med en skål salat med små kartofler med skræl, cherrytomater, rødløg - lagt i en lun grov bolle med god salat og rødbedeblade, blandt meget andet. Rigeligt til en voksen ung mand med stor appetit.

Bagelen med serranoskinke (bagels koster seks kr. ekstra i sandwichafdelingen) vakte også lykke, selv om Anne Marie, som ikke er den store ynder af rød peber, måtte levne på det punkt. Også her var der masser af salat (lollo rosso) og rødbedeblade. Meget delikat og mættende.

Og så sandwichen med ristet fuldkornstoastbrød - godt med fyld, godt med grønt, god smag, godt!

Konklusionen er, at man får fortræffelig fastfood hos Glad! Og at der er noget for næsten enhver smag, også for dem, der absolut skal have Guldkorn til morgenmaden. Glad! går ind for det økologiske og sunde, men man er ikke fanatisk - der er også plads til denne verdens syndere.

Vi vaklede lidt mellem fire og fem stjerner, men det endte med de fem. For man bliver glad på Glad!

Leveret af: Internetavisen Jyllands-Posten Print artikel Send artikel
fakta
Glad!
Frederiks Allé 127
8000 Århus C
Tlf. 8618 7733
Guide
Spiseguiden.dk
Restauranter, caféer, take-aways og catering. Nyt gastronomisk univers
Anmeldelser
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelse
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelser Spiseguiden.dk.
Aarhusportalen
Om guide.dk - Personoplysninger - Ophavsret - Annoncering - Kontakt
© Copyright 2006 - Portal Danmark - Grøndalsvej 3 - 8620 Viby J Ajour CMS | Itide