Til forsiden af aarhusportalen.dk
Til forsiden
guide til oplevelser i Østjylland
Menu
Kunst & udstilling
Musik
Scene
Guides
Spiseguiden.dk
FastfoodGuiden
Attraktioner
Highlights
Annonce
Milano Pizza
Foto: Thomas Fredberg
God smag på guldkysten i Egå
10-04-2007
Milano Pizza i Kystcentret leverer varen: Gode pizzaer, fin betjening, pænt udvalg.
Heldigvis er der forholdsvis gode parkeringsforhold ved Kystcentret i Egå, for der er intens trafik af biler med lokale borgere, som kommer og henter pizza hos den lokale dealer. Stedet er Milano Pizza, og det er et pizzeria, der løfter sig en kende over gennemsnittet.
Man kunne måske tro, at priserne her på den århusianske guldkyst også havde løftet sig, men de ser nu ganske fornuftige ud. Vi begynder med 45 kr. for den klassiske og helt oprindelige italienske pizza fra Napoli den, der kaldes Margherita, og som udelukkende består af tomatsovs, revet ost og et drys oregano.

Resten af repertoiret, der ikke adskiller sig voldsomt fra det gængse, ligger i prislaget 55-65 kr. I alt er der 40 forskellige muligheder, som også inkluderer børnepizzaer med navne som Bamse & Kylling, Pizza Bambino og af en eller anden grund også en, der hedder Pizza Hugo. De koster 40 kr.

Vel modtaget

Man bliver vel modtaget i den travle forretning, hvor der bliver rullet, smurt og drysset i et tempo, der ikke er højere, end at alt bliver gjort med omhu og akkuratesse. Der bliver ikke snydt på vægten her.

Julia, der tilhører det grønne segment, valgte den udgave, der her kaldes Mix. Det vil sige en pizza, hvor man selv komponerer sin pizza med de råvarer, der nu er. Valget faldt på blandt andet kylling og friske tomatskiver samt dressing.

Søren gik direkte efter Super Pizza med oksekød, skinke, pepperoni, champignon, løg, gorgonzola og hvidløg. Begge disse pizzaer står til 65 kr. Min egen var en klassiker: Cappriciosa med skinke og champignon. 55 kr.

Vi spiste ved stedets små høje borde, og det gik udmærket. Det, vi manglede i bekvemmelighed, blev klart opvejet af pizzaernes friskhed og det, at vi kunne spise dem meget varme lige fra ovnen.

Julia klagede over, at hendes var lidt blød i bunden, men det skyldes nok saften fra de friske tomater. Til gengæld roste hun mængden af godt kyllingekød. Vi andre var mere end godt tilfredse. Gode pizzaer med sprød bund og kant, masser af fyld, en god tomatsovs med fin smag af tomat, det hele fint krydret og i flot smagsmæssig balance.

»Rigtig god pizza!,« sagde vi i munden på hinanden.

»Her kommer vi gerne igen.«

Den samlede regning for tre pizzaer, en cola samt to kildevand sneg sig op på 220 kr., og det er slet ikke så galt. Pizzaelskere i Egå og omegn kan trygt tage i Kystcentret, når trangen til pizza kommer over dem.

Vi er bestemt i den bedre ende af skalaen, hvor man føler, at man får lidt mere for pengene, så lige som Milano Pizza drysser oregano ud over sine pizzaer for at give dem det sidste pift, drysser vi fire fortjente stjerner ud over samme.

Leveret af: Internetavisen Jyllands-Posten Print artikel Send artikel
fakta
Milano Pizza
Kystparkvej 6
8250 Egå

Guide
Spiseguiden.dk
Restauranter, caféer, take-aways og catering. Nyt gastronomisk univers
Anmeldelser
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelse
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelser Spiseguiden.dk.
Aarhusportalen
Om guide.dk - Personoplysninger - Ophavsret - Annoncering - Kontakt
© Copyright 2006 - Portal Danmark - Grøndalsvej 3 - 8620 Viby J Ajour CMS | Itide