Til forsiden af aarhusportalen.dk
Til forsiden
guide til oplevelser i Østjylland
Menu
Kunst & udstilling
Musik
Scene
Guides
Spiseguiden.dk
FastfoodGuiden
Attraktioner
Highlights
Annonce
Mademoiselle's Fristelser
Foto: Casper Dalhoff.
Fristende frøken
25-06-2007
Nyåbnet sandwichsted i Bruunsgade er et fristende bekendtskab med sandwich fra den bedre ende af fastfood-skalaen.
 Engang var der en boghandel på adressen, og da det kapitel sluttede, kom der en café med navnet Sauer, som vi her på pladsen i sin tid udtrykte vores sympati for.

Nu er Café Sauer væk, men man kan stadig spise og drikke på adressen, som er nyindrettet og foruden tørt og vådt også sælger køkkenting, diverse tilbehør og god fransk saftevand.

Det hele er pænt og nydeligt, uden at der går for meget Laura Ashley og Provence i det.

Man kan spise på stedet eller tage med sig. Der er otte sandwicher, hvoraf de fem er vegetariske. Prisniveau 32-45 kr.

På stedet kan man desuden nyde en tapastallerken med fire ting til 95 kr. og dagens salat til 55 kr. Så er der juice og smoothies, økologiske kaffetilbud, diverse teer, chokolade, øl, vin, de sædvanlige økologiske drikke samt en ”Velværedrik fra Læsø”.

Meget trendy det hele, og vi gætter på, at det her vil blive en lille oase for kvinder fra midten af 20'erne, når de holder pause fra power shoppingen.

Gode sandwicher

Alle sandwicher er baseret på godt hjemmebagt brød og masser af grønt.

Vi valgte Prima Donna med Serrano-skinke, basilikumpesto, mozzarella og langtidstørrede tomater (43 kr.), en vegetar på artiskokhjerte, solkyssede (ja, det står der!) tomater, pesto og langtidstørrede tomater (38 kr.) og en laksefrikadellesandwich (45 kr.).

Det hele blev pakket ind og lagt ned i en lille papirpose, hvor der, opdagede vi senere, også var lagt en lille ekstra hilsen i form af en pose grøn Sencha te suppleret med aromatiske urter. Man har helt tjek på segmentet hos frøkenen i Bruunsgade.

Og så til bedømmelsen: De laver gode sandwicher hos Mademoiselle. Topscoreren hos dommerne var helt klart den med den stegte laksefrikadelle, som vi ved selvsyn observerede sydende på panden. Den var suppleret med en god, sød pickles, laksefarsen var fint krydret, og så var der godt med grønt i form af rucola og rødbedeblade.

De to andre levede op til den høje standard - god skinke, god mozzarella (italiensk bøffelmælksost) god pesto og tomater med masser af smag. Vegetaren havde pænt fyld af artiskokhjerte og tilskud af yderligere grønt, så den klarede også nåleøjet.

Stjernedrys

Konklusionen er, at byen har fået endnu et sandwichsted i den bedre og moderne ende. Der er konkurrence om kunderne, men mon ikke Mademoisellerne finder en blivende plads i kvarteret omkring Bruunsgade og Jægergårdsgade, hvor det gastronomiske niveau gennem de senere år har fået et gevaldigt løft. Det kan man håbe på, og vi sender vore bedste ønsker og anbefalinger med fire funklende stjerner.


Leveret af: Internetavisen jp.dk Print artikel Send artikel
fakta
Mademoiselle's Fristelser
M.P. Bruunsgade 33
8000 Århus C
Tkf. 8612 2053
Guide
Spiseguiden.dk
Restauranter, caféer, take-aways og catering. Nyt gastronomisk univers
Anmeldelser
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelse
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelser Spiseguiden.dk.
Aarhusportalen
Om guide.dk - Personoplysninger - Ophavsret - Annoncering - Kontakt
© Copyright 2006 - Portal Danmark - Grøndalsvej 3 - 8620 Viby J Ajour CMS | Itide