Til forsiden af aarhusportalen.dk
Til forsiden
guide til oplevelser i Østjylland
Menu
Kunst & udstilling
Musik
Scene
Guides
Spiseguiden.dk
FastfoodGuiden
Attraktioner
Highlights
Annonce
Papas Køkken
Papas Køkken har et pænt udvalf af mexicanske retter. Foto: Martin Haglund
Olé for Papas Køkken
14-08-2007
Et af mange fastfood-steder på Silkeborgvej bringer smagen af Mexico til Åbyhøj.
For mange år siden lukkede superrestauranten Gammel Åbyhøj, der var placeret i den gamle Frichs-villa i begyndelsen af Silkeborgvej.

Her regerede Arne Fusager i køkkenet, mens Birthe Sandager tog sig af restauranten.

Så tog de til Sydfrankrig for at skabe deres succesrige kokkeskole.

Heldigvis er der i den anden ende af den lange vej en anden god restaurant, nemlig Patrice, der bor mere ydmygt i bunden af en etageejendom, men ikke desto mindre præsenterer os for et fremragende køkken.

Men nu er det jo ikke sådan, at man har tid, lyst eller råd til at spise på superrestaurant hver dag. Og så er det jo godt, at Åbyhøj har en stribe fastfood-etablissementer placeret forholdsvis tæt på hinanden på netop Silkeborgvej.

Vi kiggede på mulighederne en regntung torsdag aften, og loddet faldt på Papas Køkken, der ud over de sædvanlige pizzaer har et pænt udvalg af mexicanske retter. Det var dem, vi gik efter.

Sombrero på væggen
Stedet er indrettet som de fleste, dog med vægpynt af flotte mexicanske sombreros, der ligesom angiver stemningen. De venlige mennesker, der betjente os og tilberedte maden, så ikke særligt sydamerikanske ud, men det gjorde nu ikke så meget, for de kan godt lave mad i Papas Køkken.

Majs og hvede
Der er 16 mexikanske muligheder på kortet (ni mere, hvis man inkluderer de mexicanske pizzaer), og de omfatter naturligvis nachos og tacos samt diverse tostadas (sprøde majstortillas) samt enchiladas og boritos.

De sidste er også tortillas - forskellen er blot, at enchiladas er tortillas baseret på majsmel og boritos på hvedemel.

Prisniveauet i den mexicanske afdeling ligger i området 40-69 kr., og det placerer Papa i mellemlaget. Asger valgte en enchilada med oksekød (67 kr.), mens Nanna gik vegetarisk og nappede en boritos uden kød (64 kr.), selv tog jeg en boritos med kylling (64 kr.) - og til medspiseren derhjemme valgte vi en enchilada, også med kylling (67 kr.).

Tilbehøret var det samme til det hele. Frisk salat, guacamole (krydret avocadomos), salsa (krydret sovs), cremefraiche og nachotips, alt sammen á part. Til hovedmåltidet, som emballeres i styrofoam-bakker, var der krydret og velkogt ris.

Store portioner
Begge patruljemedlemmer går meget op i mad og vin, så de er meget kritiske, men samtidig fair og yderst seriøse, som man bør være, når man er med på dette kræsne hold. Og de var meget enige.

Det her er god og velsmagende fastfood. Og der er nok af den, for det er store portioner, de leverer hos mexicanerne på Silkeborgvej.

Der var også hele vejen rundt enighed om, at der var anvendt ordentlige råvarer, at det hele virkede frisk, og at der var lagt kærlighed i tilberedningen. Det sidste kunne en del fastfood-forretninger tage ved lære af.

Den tilhørende salat var klassisk med sprød og frisk iceberg, tomat, agurk og cremefraiche samt - naturligvis, når vi er i Mexico - majs.

Guacamolen var højst sandsynligt hjemmelavet og havde en god sammenhæng mellem det bløde og det lidt skarpe, lidt grov i konsistensen, men det gjorde bestemt ingenting. Og så var der cremefraiche til at mildne og jalapenos til at tirre smagsløgene.

Flot fyld
Asgers enchilada var fyldt med godt og velsmagende oksekød i små stykker (altså skåret og ikke hakket), kyllingekødet var måske til den trevlede side, men det smagte godt og friskt, det var saftigt og velkrydret, og i den vegetariske ende var fyldet en kombination af bønner, løg, rød peber, champignons og nogle meget lækre kartofler.

»Det smager rigtig godt,« lød det fra Nanna. »Gode, friske råvarer og masser af det hele. Måske skulle man overveje at lave et udvalg af kvindeportioner.«

»Jeg er godt tilfreds,« var Asgers kommentar, »det smagte godt, oksekødet var mørt og havde en rigtig god smag, det her er et godt fastfood-alternativ. Mere spændende, end det man normalt får.«

Fire stjerner
Konklusionen er nærliggende. Friskhed, gode råvarer, flot håndværk og kærlig tilberedning udløser fire flotte stjerner til Papas Køkken, som Papa meget gerne må hænge op ved siden af sine lige så flotte sombreros.

 

Leveret af: JP Århus Print artikel Send artikel
fakta
Papas Køkken
Silkeborgvej 255
8230 Åbyhøj
Tlf. 86 15 02 28
Åbent mandag-fredag 11.30-14 og 16-21, lørdag, søndag og helligdage 16-21.30.
Prisniveau: 40-69 kr.

Bonusinfo: Papas Køkken leverer også større festmenuer.
Guide
Spiseguiden.dk
Restauranter, caféer, take-aways og catering. Nyt gastronomisk univers
Anmeldelser
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelse
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelser Spiseguiden.dk.
Aarhusportalen
Om guide.dk - Personoplysninger - Ophavsret - Annoncering - Kontakt
© Copyright 2006 - Portal Danmark - Grøndalsvej 3 - 8620 Viby J Ajour CMS | Itide