Til forsiden af aarhusportalen.dk
Til forsiden
guide til oplevelser i Østjylland
Menu
Kunst & udstilling
Musik
Scene
Guides
Spiseguiden.dk
FastfoodGuiden
Attraktioner
Highlights
Annonce
Samer's
Rami al-Saadi driver sammen med sin bror Addal Samer's i Guldsmedgade - en lille sandwich- og pandekagebar i Århus. Der er fire stjerner til Samer's. Foto: Carsten Ingemann
Høj kvalitet i kælderen
06-05-2008
Samer's er et nyt skud på sandwichstammen i den frodige underskov af gode take away-steder i Århus.

Der var engang i Guldsmedgade en lille ostebutik, der, ligesom fiskehandleren ved siden af, var placeret fire trin ned i den høje kælder. Fiskebutikken ligger der endnu, endda i udvidet stil med diverse delikatesser og specialiteter i den højere ende af spektret, men ostebutikken er der ikke mere.

Her har Samer's imidlertid overtaget lokalerne og serverer sandwicher og salater i den absolut bedre ende. Når dette læses, er repertoiret desuden udvidet med pandekager med forskelligt fyld.

 

Til den økologiske side

Samer's er til den økologiske side og prøver uden tvivl, trods kælderplaceringen, at løfte sig op over gennemsnittet med lidt mere specielle råvarer, økologiske drikke samt et udvalg af gode teer, kaffer, krydderier og chokolader.

På sandwichsiden er der naturligvis både kylling og kalkun, men også det lufttørrede italienske oksekød bresaola, tyrkisk pølse samt røget oksekød, her er feta og aubergine, tzatziki og bønner, et krydret og lidt eksotisk pift, som klæder butikken.

 

Det lover godt

Indehaveren selv stod bag disken og fortalte beredvilligt og uddelte gerne smagsprøver af både oksekød og tyrkisk pølse, klassisk service og masser af smil. Det lovede godt. Og det blev det.

Fie faldt for kyllingesalaten med foruden gode og saftige kyllingestykker den førnævnte italienske pølse, peberfrugt, majs, ananas og pasta, her de runde penne, som var fine og al dente.

En kæmpeportion til 42 kr., som fik masser af rosende ord med på vejen fra en virkelig kender af kyllingesalat i utallige variationer.

Mikkel havde hurtigt fået kig på sandwichen med laks, rejer og kaviar (den danske!), mens jeg selv kastede mig ud i bresaola med brie, begge til 45 kr.

Brødet var mørkt ciabatta, solide sager med sprød skorpe og tæt krumme, tilpas maltet i smagen, rigtigt godt brød, som på forespørgsel viste sig at være bake-off fra Schulstad. Rart at se industrien komme op på mærkerne.

Dressingen til laksen var en klassisk sennepsdressing med dild, hjemmelavet, mens den til bresaolaen var baseret på creme fraiche.

 

Vi kunne alternativt have valgt den noget forslidte Thousand Islands, men valgte den fra. Samer's skulle måske overveje at lave et par pestoer som yderligt alternativ. Under alle omstændigheder var der masser af bid og smag i de to sandwicher, som på den grønne side havde en god basis af en slags coleslaw-blanding, frisk og meget lækker.

Kan Samer's holde niveauet, og det tror vi, han kan, kan man trygt i fremtiden tage skridtene ned i kælderen og nappe sig en god og meget mættende sandwich i en kvalitet, der ligger over gennemsnittet og melder sig i den bedre del af det århusianske sandwich-segment, som det hedder på moderne marketing-sprog.

Der er fire stjerner til Samer's.

Leveret af: JP Århus Print artikel Send artikel
fakta
Samer's
Guldsmedgade 19
8000 Århus C.
Tlf. 27 33 62 35
Åbent: mandag-fredag 10-18, lørdag 10-16, søndag lukket
Prisniveau: 42-59 kr.
Bonusinfo: Nu også pandekager
Levering: Nej
Ventetid: 9 minutter
Guide
Spiseguiden.dk
Restauranter, caféer, take-aways og catering. Nyt gastronomisk univers
Anmeldelser
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelse
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelser Spiseguiden.dk.
Aarhusportalen
Om guide.dk - Personoplysninger - Ophavsret - Annoncering - Kontakt
© Copyright 2006 - Portal Danmark - Grøndalsvej 3 - 8620 Viby J Ajour CMS | Itide