Til forsiden af aarhusportalen.dk
Til forsiden
guide til oplevelser i Østjylland
Menu
Kunst & udstilling
Musik
Scene
Guides
Spiseguiden.dk
FastfoodGuiden
Attraktioner
Highlights
Annonce
Sam's Køkken
Duften af Mellemøsten
13-05-2008
I Nørrebrogade ligger en lille perle, som nok fortjener opmærksomhed. Det er fastfood ud over det sædvanlige.

Der kommer eksotiske og lokkende dufte op fra kælderen, når man passerer Sam's køkken i Nørrebrogade. Allerede dér får man et klart indtryk af, at det her er alt andet end en almindelig grillbar med det sædvanlige sortiment af burgere og sandwicher.

Eksotiske navne og retter

Vi bevæger os tværtimod i det mellemøstlige køkken med masser af løg og hvidløg, bønner og linser samt diverse eksotiske krydderier.

De lune sammenkogte retter med navne som dolma, bamyeh, fasoulyeh, mjadara, molokhia, lubia og mhamara siger måske ikke de fleste af os så meget, men indbydende ser det ud, duften er forførende, og det hele virker i den grad hjemmelavet.

Men der er mere end det. Her er flotte kyllinger, der roterer på deres spid, spændende salater, men også burgere og pommes frites til dem, der måske ikke lige er tændt på noget alt for fremmedartet.

Vi havde svært ved at vælge mellem herlighederne, men forsøgte at komme så vidt rundt som muligt.

Det endte med, at Fie tog en tre retters menu med ris, brød, tzatziki og salat - med rigelige portioner af henholdsvis dolma (forskellige grøntsager med kød og sauce), spinat (med løg og kødfars) og den stærke mhamara (med stegt kylling, løg og kartofler). Alt sammen til den moderate pris af 55 kr.

Mikkel holdt sig til det mere sikre - en burger med hjemmelavet bøf til 45 kr., mens jeg prøvede kyllingen fra spid, som sælges til 48 kr. for en halv og 62 for en hel.

Dejlig mad

Fie var godt tilfreds.

»Det smager, rigtig, rigtig godt. Det er stærkt, det er krydret, godt med hvidløg, fine ris med bid i, meget anderledes, men dejlig mad.«

Det var ikke alene dejlig mad, der var også rigeligt af den, og Fie måtte opgive at nå igennem hele portionen, før hun tilfreds lagde gaflen fra sig.

Mikkel var begejstret for sin bøf, der var tilberedt af godt hakket oksekød, som havde fået et drys krydderi af uden tvivl mellemøstlig oprindelse. Måske spidskommen, måske et blandingskrydderi. I hvert fald fik bøffen lige et strejf af noget, man normalt ikke forbinder med en klassisk burger.

»Supergod bøf,« lød den klare dom, »men burgeren ville vinde ved at blive anbragt i en bedre bolle og med en god hjemmelavet dressing i stedet for Thousand Islands.«

Men ellers stor tilfredshed - også med, at bøfferne her bliver stegt over åben ild (gasgrill).

Kyllingen havde god smag af barbecue, og spidstegt er nu engang meget bedre end friturestegt, så den er også godkendt.

Fortjente stjerner

Med en stor cola nåede den samlede regning op på 193 kr., og det er mængde og kvalitet taget i betragtning særdeles rimeligt.

Betjeningen (vi tror, det var Sam selv) var også en fornøjelse, så der er ingen tvivl om, at Sam's Køkken fortjener sine fire stjerner og en varm anbefaling.

Men husk lige det med burger-bollen og dressingen, så bliver det hele endnu bedre. Tak for mad.

Leveret af: JP Århus Print artikel Send artikel
fakta
Sam's Køkken
Nørrebrogade 6
8000 Århus C.
Tlf. 86 16 88 44
Åbent alle dage 16-21
Prisniveau: 25-119 kr.
Bonusinfo: Buffet ud af huset
Levering: Ja
Ventetid: 22 minutter

Guide
Spiseguiden.dk
Restauranter, caféer, take-aways og catering. Nyt gastronomisk univers
Anmeldelser
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelse
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelser Spiseguiden.dk.
Aarhusportalen
Om guide.dk - Personoplysninger - Ophavsret - Annoncering - Kontakt
© Copyright 2006 - Portal Danmark - Grøndalsvej 3 - 8620 Viby J Ajour CMS | Itide