Til forsiden af aarhusportalen.dk
Til forsiden
guide til oplevelser i Østjylland
Menu
Kunst & udstilling
Musik
Scene
Guides
Spiseguiden.dk
FastfoodGuiden
Attraktioner
Highlights
Annonce
Nørre Grill
Man kan bide til bolle i klassikerne på Nørre Grill. God standard og ikke mindst venlig betjening. Foto: Sanne Vils Axelsen
En klassiker i Nørregade
03-06-2008
Nørre Grill er en ægte grillbar med et twist af mellemøstligt køkken.

Nørre Grill har ligget på hjørnet af Nørregade og Norsgade, så længe man næsten kan huske. Den gør ikke meget væsen af sig, men den er der, og den er populær hos mange, hvad enten de skal have en hotdog med det hele i farten, en burger eller en pita med fyld.

 Venlig vært

 Værten er en venlig og service-orienteret mand, og er man til klassisk grillmad, er Nørre Grill et fint sted at gæste.

Vi dukkede op sidst på eftermiddagen en almindelig torsdag, mens aftensolen skinnede ned over det stærkt trafikerede strøg. Og da der udenfor var stillet et enkelt bord op, parkerede vi os der og forsøgte at ignorere udstødningsgasserne.

Spisemulighederne er et bredt udvalg af pølser og burgere i forskellige sammensætninger, der er grillkylling - og så er der lidt mere eksotiske islæt med pita, shawarma og kebab.

 Solid menu

 Fie var noget ør i bolden, for hun skriver hovedopgave på livet løs, så hun valgte en solid menu med cheeseburger og pommes frites (50 kr.), så hun kunne få fyldt depoterne op. Mikkel er i samme situation, men han var så langt fremme i processen, at han kunne tage det mere afslappet. Nu er han i forvejen fra Holstebro, og der skal meget til at ryste unge mænd fra de kanter.

Han kastede sig modigt ud i eventyret og bestilte en af stedets specialiteter, en Iskenderkebab (55 kr.), mens jeg selv tog en oksepita til moderate 30 kr.

Vi satte os ved det udendørs bord med Sprite, cola og kildevand - værten stak næsen udenfor og spurgte, om der var behov for ekstra chili og hvidløg. Det bad jeg om til pitaen, og det skal siges, at der ikke blev sparet på noget!

 Iskenderkebab

 Mikkels Iskenderkebab var et stort, rundt stykke mørkt brød fyldt med kebabkød og dækket med en krydret tomatsovs og garneret med salat og dressing. Anderledes og måske ikke lige det, han havde forventet. Men selv om sovsen i Mikkels optik var til den fede side, så erklærede han sig tilfreds.

 Det tilfredse hjørne

 Fie var også i det tilfredse hjørne. En god standardburger og med masser af gode og sprøde fritter, der var drysset med rigeligt salt.

Min egen pita indeholdt en god hakkebøf i den bedre ende af skalaen, masser af sprød salat, tomat og andet grønt, en tilpas dressing - og så det omtalte skud hvidløg, der virkelig var en ganerenser, der ville noget.

Det hele blev serveret ved bordet på tallerkener og med bestik af den flinke vært, der undervejs spurgte til vores velbefindende, og om alt var tilfredsstillende. Det var det. Ikke epokegørende, men heller ikke det modsatte. God grillmad til fornuftig pris.

Nørre Grill får tre solide stjerner.

 
Leveret af: JP Århus Print artikel Send artikel
fakta
Nørre Grill
Nørregade 44
8000 Århus C
Tlf. 86 12 81 91

Åbent tirsdag-torsdag 13-22, fredag 13-24, lørdag-søndag 13-22, mandag lukket

Prisniveau: 15-55 kr.

Bonusinfo: Fin service

Levering: Nej

Ventetid: 10 minutter
Guide
Spiseguiden.dk
Restauranter, caféer, take-aways og catering. Nyt gastronomisk univers
Anmeldelser
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelse
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelser Spiseguiden.dk.
Aarhusportalen
Om guide.dk - Personoplysninger - Ophavsret - Annoncering - Kontakt
© Copyright 2006 - Portal Danmark - Grøndalsvej 3 - 8620 Viby J Ajour CMS | Itide