Til forsiden af aarhusportalen.dk
Til forsiden
guide til oplevelser i Østjylland
Menu
Kunst & udstilling
Musik
Scene
Guides
Spiseguiden.dk
FastfoodGuiden
Attraktioner
Highlights
Annonce
Rice
Foto: Carsten Ingemann
Rice er meget mere end nice
12-08-2008
Take-away: Rice er en æstetisk nydelse og en flot rundtur i det asiatiske køkken.

Rice på Trøjborg har efterhånden godt og vel et par år på bagen, men er heldigvis ikke forfalden til kedelig rutine og hvilen på laurbærrene. Niveauet er stadig tårnhøjt, og priserne er holdt i ave.


Kortet er overskueligt med otte hovedretter og seks forretter - og så alligevel ikke, for det betaler sig at nærlæse beskrivelserne af de enkelte retter. Det er en tour-de-force gennem det asiatiske køkken, som rummer mange forskelligheder fra land til land. Man kan vælge mellem en Rice Special - og så ellers tage på opdagelse i køkkenerne fra Hongkong, Vietnam, Japan, Thailand, Indonesien, Taiwan og Kina. Hver af de (store) retter koster 65 kr. Forrettern koster 25 kr., men kun 15 kr., hvis man bestiller dem i forbindelse med en hovedret. Det gjorde vi naturligvis.

En tur til Kina
Fie tog en tur til Kina og bestilte i den anledning mini-forårsruller til forret. Kina-pakken indeholder i denne version oksekød og kylling i en ikke for stærk sauce med porre, løg, bambusskud, rød peber, broccoli og svampe. Mikkel gik i det japanske med oksekød, bacon, svampe, broccoli og babymajs i en kraftigt krydret, men forrygende sauce. En klassisk sukyaki-inspireret ret. Som forret: Saltede ribben.


Selv valgte jeg stedets egen fortolkning af det asiatiske køkken, en special, der er beskrevet sådan her på kortet: Svinekød, kylling, oksekød og masser af blandede grøntsager - med en indledende forret af indbagt krabbekød.

Kontrolleret travlhed
Hos Rice skriver man sine bestillinger ned på et dertil indrettet kort, som man afleverer til den både kompetente og myndige kvindelige chef, der lægger de forskellige ingredienser på små fade, som afleveres til kokkene med wokkerne.


Selv om der er travlt, er der styr på det hele. Det er fascinerende at se, hvor effektivt det hele foregår, uden at der på noget tidspunkt er optræk til panik.


Hovedretterne fyldes i smarte bakker, der får svejset et lag klar plast over som låg. Delikat, hygiejnisk og sikkerhed for, at halvdelen af maden ikke ender på bilgulvet på turen hjem.


Og så til maden: Der var seks fluffy styks indbagt krabbe, som i sandhedens interesse - og også anført på menukortet - ikke er den ægte vare, men den krabbeefterligning, sasimi, der er så udbredt i Asien (baseret på hvid fisk). Men de smagte godt. Dejen var sprød og tynd og havde ikke antydning af frituresmag. Et lille bæger sur-sød sauce til at dyppe i fulgte med. Sådan et var der også til de fem små hjemmelavede forårsruller, mens de møre og velkrydrede og -smagende ribben måtte klare sig ved egen kraft.

Stor begejstring
Om hovedretterne kan man sammenfattende sige, at der var delikate, indbydende og meget appetitlige serveringer med hver sit særpræg.

»Det er rigtig lækker mad. Jeg er helt pjattet med det,« udbrød Fie, der også er begejstret for ideen med retter fra forskellige lande i Asien.

Mikkel var vild med ribbenene og også med sin japanske ret, som han spiste så meget af i bar begejstring, at han måske lige fik lidt for meget. Stopmæt var han, da han veltilfreds slog sig på maven - og så var der endda mad til overs.

Vi to andre var af samme mening, og der var ros til de gennemgående gode stykker kød og ikke mindst de mange forskellige sprøde og lækre grøntsager.

Rice er et raffineret sydøstasiatisk køkken i den sunde og gode ende. Indretning og design er lækker, minimalistisk og moderne og signalerer alt andet end klassisk kina-grill. Man kan sagtens blive afhængig af denne lille perle på Trøjborg, og der er ingen tvivl om, at Rice skal belønnes med fem store stjerner.


Leveret af: Internetavisen jp.dk Print artikel Send artikel
fakta
RICE
Tordenskjoldsgade 63
8200 Århus N.
Tlf. 86 100 777


Åbent tirsdag-søndag

16.30-20.30, mandag lukket

Prisniveau: 15-65 kr.

Bonusinfo: Elite Smiley

Levering: Nej

Ventetid: 20 minutter


Guide
Spiseguiden.dk
Restauranter, caféer, take-aways og catering. Nyt gastronomisk univers
Anmeldelser
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelse
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelser Spiseguiden.dk.
Aarhusportalen
Om guide.dk - Personoplysninger - Ophavsret - Annoncering - Kontakt
© Copyright 2006 - Portal Danmark - Grøndalsvej 3 - 8620 Viby J Ajour CMS | Itide