 |
 Der er trængsel i myldretiden på La Forchetta, og tjenerne har rigeligt at se til. Foto: Jan Dagø |
|
Myldretid i Vestergade
|
03-12-2009
|
Det mindede lidt om en banegård i myldretiden, og betjeningen havde umanerligt travlt. Men pludselig var det hele forbi.
TAGE CLAUSEN
Betjeningen havde travlt denne lørdag aften ved 19-tiden.
»Her er menuen,« meddelte tjeneren og stillede en holder på bordet.
»Læs selv, der er også noget på den anden side,« og så var han væk igen for først at dukke op 25 minutter senere for at tage imod bestillingen.
I mellemtiden havde vi ikke haft kontakt med betjeningen.
Forklaringen lå lige for. Restauranten var propfyldt, og så vidt vi kunne se, var der på dette tidspunkt kun én mandlig og én kvindelig tjener til at betjene hele selskabet.
Der var ikke alene fyldt godt op. Bordene stod så tæt, at vi måtte rykke vores lidt for at kunne bevæge albuerne frit.
Tre timer efter, klokken 22, var vi nærmest alene, og betjeningen var allerede godt i gang med at dække op til næste aftens myldretid.
I løbet af den seneste halve time var restauranten hurtigt og effektivt blevet tømt for gæster.
Det er vist det, det handler om på La Forchetta: Et rimeligt godt måltid til en fornuftig pris, og så videre ud i nattelivet - eller hjem for at komme til ro i fornuftig tid.
”Italiensk”
Restauranten kalder sig italiensk, men hverken spisekort, vinkort eller betjening er så italiensk, at det gør noget. Enkelhed er, hvad det drejer sig om.
Dagens menu koster 209 kr. for tre retter, og ellers hedder det 169 kr. for to retter og 219 kr. for tre retter. Der er ikke anført pris ved de enkelte retter, så det må læses sådan, at der er tale om standardpriser.
Dog var der anført en crème brûlée til 50 kr. på regningen, selv om anmelderen havde bestilt tre retter, betalte for tre retter og kun fik tre retter. Så enten er de 50 kr. en ekstra pris for brûléen, som ikke fremgår af kortet, eller også er der tale om en fejl.
Jeg hælder mest til det sidste, for så god var den heller ikke, og der blev ikke ved bestillingen oplyst noget om, at der skulle betales ekstra, hvis man bestilte crème brûlée.
Dagens menu
Ledsageren valgte dagens menu og fik serveret en forret bestående af en halv avocado med røget kalkun og salat, mens anmelderen valgte en laksesoufflé fra kortet. Begge var glimrende, selv om tilbehøret var stort set identisk. Sådan gør man i køkkener, hvor effektiviteten hersker over de finere nuancer.
Vinkortet er pænt varieret og ligger på et fornuftigt prisniveau med en amarone til 980 kr. som den dyreste. Det overvejende prisleje ligger mellem 250 og 500 kr. pr. flaske.
Alle vine er afbildet med etiketter og forsynet med, hvad der kunne ligne typiske importøranprisninger - uden at udvalget dog tyder på at være styret af en enkelt importør.
Vi havde udset en økologisk syrah, en DGS fra Comte Cathare i Languedoc. Forkortelsen står for damned good shit, og det vinder ikke ved oversættelse til dansk.
»Det skal være den!«
Til valget af hvidvin til forretterne anmodede vi høfligst om tjenerens assistance, og om der var nogen, man kunne få glasvis?
»Det skal være den der, chablis,« erklærede tjeneren og pegede med sin kuglepen på den ene af de to hvidvine, som kunne fås i halve flasker. Det var en chablis 2004 Les Deux Rives fra Olivier Leflaive til 165 kr. for en halvflaske. Fint nok.
Hovedretten i dagens menu var flamberet bøf af oksemørbrad, som blev serveret med pommes anna og en æggestand med ærter og karotter. Det var, hvad der var af grøntsager til den ret, og det var lige i underkanten. Både synet, duften og smagen ville have vundet gevaldigt ved noget grønt tilbehør.
Bøffen var mør og god, om end lidt overstegt, og sovs og tilbehør var i orden, selv om æggestanden virkede lidt malplaceret.
”Specialkrydderier”
Anmelderen havde bestilt en bøf af argentinsk oksefilet med ”specialkrydderier.” Der blev ikke oplyst noget om, hvad der var specielt ved krydringen, og det mest karakteristiske var da også noget hvidløgssmør, som vel ikke er særligt specielt.
I det hele taget var betjeningen meget lidt meddelsom. Maden blev stillet på bordet, og det var så det. Væk var betjeningen igen, ilende mod nye opgaver.
I dagens menu indgik et stykke chokoladekage med vaniljeis, og ledsageren valgte at fortsætte med rødvinen til desserten, mens anmelderen valgte et glas Monastero 2001 fra Monte del Fra (59 kr.) til desserten.
Det med rødvinen til chokoladedesserten var en fejlvurdering, for chokoladekagen var knasende, rivende sød. Alt for sød.
Brûleén var ikke helt perfekt. Den havde fået for megen varme og var på grænsen til at blive grynet. Og så var der jo lige det med, at den afstedkom en ekstra post på regningen, selv om der i forvejen var betalt for tre retter.
Regningen lød på 1.127 kr. Vi ender på tre stjerner, og vi anbefaler La Forchetta, for selv om der var et par minusser, får man samlet set valuta for pengene.
Oplevelsen ville få en ekstra positiv dimension, hvis især den mandlige del af betjeningen bare indimellem ville prøve at smile venligt til gæsterne. Det koster ikke noget, og det gør i hvert fald ikke ondt.
