Umiddelbart lyder det som en drømmebeliggenhed – et flot hjørne ved den århusianske å, hvor folk på en sommerdag går forbi i en uendelig strøm, mange af dem opsatte på at få noget at drikke eller spise.

Det må være guf for enhver restauratør.

Man kan derfor undre sig over, at Cross – både café og restaurant – på sit hjørne over for Magasin ikke gør mere ud af at være et sted, hvor man skal komme igen og igen.

Det begyndte ellers godt. – og når begyndelsen er god, er alting godt, siger man jo.

Vi blev således mødt med lutter venlighed, da vi ankom, vist hen til et bord i en døråbning, fuldstændigt som vi havde bedt om, og blev straks budt på en aperitif. Det hørte med, når man således havde bestilt bord.

Menukortet så egentligt ret tiltalende ud og gavhavde muligheden for to retter for 229 kr. og, tre for 298 kr. Hver for sig kostede retterne 76 kr. for den første, 179 kr. for den næste og 76 kr. for desserten.

Overstegte rejer

Vi valgte dels grønne asparges med parmaskinke og pecorino, italiensk fåreost, samt, dels tigerrejer med mango- og tomatsalat.

Det var allerede her, det begyndte at gå galt. Den grønne salat på begge tallerkener havde en påfaldende lighed med de salater, man kan købe i poser i supermarkedet, og rejerne var seje og overstegte på det pinligste. Det kunne man se på dem, så hvorfor blev de serveret? alligevel alligevel?

Der var syv af slagsen, og de var ikke til at spise, hvilket de da heller ikke blev – i øvrigt uden at tjeneren undrede sig over det, da han tog tallerkenen ud igen.

Vi havde bestilt et glas af husets hvidvin til – Telmo Rodriguez 2008 – som blev serveret ved stuetemperatur, hvilket bestemt ikke hjælper sådan en hvidvin. Og heller ikke dem, der skal drikke den.

Forretten med asparges var dryppet rundhåndet med en balsamicoeddike, der var lidt til den skarpe side.

Om de grønne asparges var viklet med parmaskinke, og det hele var lunet på en pande. Det fungerede – dog uden at være nogen særlig smagsmæssig oplevelse.

Mør bøf, tvivlsom torsk

Til hovedret valgte vi bøf og dagens fisk. Og lad os begynde med det positive: Bøffen var mør og stegt helt tilpas. Resten var en tvivlsom oplevelse.

Dagens fisk var bagt torsk. Til den hørte cannelloni med aspargesfyld, der viste sig at være pureret asparges, samt et stykke polenta. Den sammensætning kan man mene om, hvad man vil, men det står ikke til diskussion, at pastaen var tilberedt så hårdt, at overfladen var blevet det samme. Faktisk smagte den, som om den var opvarmet.

Værre stod det dog til med torsken, som, når den står som dagens fisk, må formodes at være frisk. Dette stykke torsk mistænkte vi for at have været rundt om en fryser, og til overflod var det bagt så rigeligt, at fisken havde tørre kanter. Hvad man i øvrigt kunne se lige så tydeligt som ved de føromtalte rejer.

Heldigvis hørte der en hvidvinssovs til retten, som kunne få maden til at glide ned. Men godt var det ikke.

Til den møre steak af oksefilet hørte såkaldte curly fries, som viste sig ikke at være en gevinst for måltidet, samt bagte tomater og courgetter og whiskysauce.

Efter overvejelse og en lille samtale med tjeneren valgte vi en flaske rødvin fra Barbera d'Alba, Marchesi di Barolo fra 2007. Den kostede 269 kr., og såvel vin som pris var vi helt tilfredse med. Vinkortet er rimeligt smalt, og det er helt o.k. på sådan en blanding af en café og en restaurant.

Deprimerende dessert

Sidste ret var to desserter, som vi ville have gjort klogt i helt at springe over.

En af medspiserens favoritdesserter er tiramisu, og da den stod på kortet, var det selvfølgelig den, som hun valgte. Ved første øjekast meget indbydende at se på, men desværre ikke at smage på. Den virkede simpelthen ikke frisk. Da der oven i købet til overflod var underdisponeret mht. mascarpone, var medspiseren decideret nedtrykt over denne dessert, hvis navn ellers kan oversættes til ”kvik mig op”.

Bedre så det ikke ud på den anden side af bordet, hvor der også var tunet ind på en yndlingsdessert, nemlig chokoladekage. Men Også her meldte skuffelsen sig – kagen var usædvanligt fed, og det hjalp den medfølgende granité kun en lille smule på.

Alt i alt var maden således noget af en skuffelse.

Bedre var det faktisk ikke med betjeningen.

Det er tilsyneladende ikke, fordi der spares på personalet. Vi blev betjent af fem forskellige tjenere, der da var søde og venlige nok, men som ikke vidste ret meget om maden og vinen – og som tilsyneladende heller ikke interesserede sig ret meget for det. Man kunne let få den tanke, at det fungerer på samme måde i køkkenet – en kort oplæring, og så kan hvem som helst vel lære at knalde et par rejer på en pande, stege en bøf og stikke en bid torsk i en ovn for derefter at anrette efter anvisning fra den, der har udtænkt menuen.

Mangel på faglig stolthed

Der blev ganske enkelt ikke gået til opgaverne med kærlighed eller faglig stolthed, hverken i køkkenet eller ved serveringen. Ingen følte tilsyneladende, at de havde ansvaret for vores bord, og det var altså ikke pga. travlhed. Der var under 10 gæster indendørs. De øvrige fik nachos og sandwiches udenfor.

Helt grelt var det, da vi efter desserten bestilte te og kaffe hos tjener nummer fire, og nummer fem så kom med det. Hun kunne ikke finde plads på bordet for den (u)spiste dessert, som vi sagde, at hun gerne måtte tage væk. Men nej, hun tog bare to glas og sagde, at så var der da lidt plads. På dette tidspunkt stod der stadig glas og brød fra forretten på bordet.

Til lyden af høj musik måtte vi derefter finde tjener nummer seks, så vi kunne betale ved bardisken. For hovsa, de havde vist helt glemt, at vi sad der.

De havde dog noteret, hvad vi havde fået. Vi kom af med 1.013 kr. – og det var det på ingen måde værd. Derfor kan det kun blive til to stjerner til Cross, og det er en skam, for sikke muligheder der er på sådan et centralt hjørne.