Til forsiden af aarhusportalen.dk
Til forsiden
guide til oplevelser i Østjylland
Menu
Kunst & udstilling
Musik
Scene
Guides
Spiseguiden.dk
FastfoodGuiden
Attraktioner
Highlights
Annonce
Det gamle Mejeri
Godsets gamle mejeri er indrettet som en stilfuld, lille restaurant med plads til godt og vel 30 gæster. Foto: Gregers Tycho
Gourmetpræget landkøkken
09-06-2011
Vilhelmsborg er Danmarks Nationale Hestesportscenter - men i kælderen under godsets gamle inspektørbolig, hvor der i fordums tid var mejeri, ligger en restaurant, som er et besøg værd.

Det var nok ikke arrangeret til ære for gæsterne, men det var nu alligevel med til at understrege stemningen, at vi fra det veldækkede bord gennem det høje kældervindue havde udsigt til en ung pige, der i skiftevis trav og galop tog nogle runder på hesteryg på gårdspladsen.

Sådan er det, når man gæster Vilhelmsborg, som primært er et sted for hestesport, men som i den gamle kælder under inspektørboligen tillige har indrettet en elegant restaurant.   Da himmelen oven i købet var skyfri denne lyse forsommeraften, kunne det næsten ikke blive bedre, sådan at sidde på et gods, der har historiske rødder i Middelalderen, som i 1973 blev overtaget af Århus Kommune, restaureret fra ende til anden og indrettet til Danmarks Nationale Hestesportscenter. Alt i alt stemte situationen sindet lyst og mildt.

Men så kom der et par andre gæster og plantede et par grimme cykler lige foran vinduet. Slut med den udsigt. Så kunne vi koncentrere os om maden, vinen og serveringen, hvad jo strengt taget også var, hvad vi var kommet efter. Udsigten var bonus, så længe det varede.

I fordums tid var den meget høje kælder under inspektørboligen indrettet som godsets mejeri, og den repos, hvor kuskene afleverede mælkejungerne, er indrettet som en lille lounge, hvor man kan sidde og nyde sin aperitif, mens man studerer spisekortet. Vi nød på tjenerens opfordring et glas Prosecco Spumante (78 kr.) med saltmandler til, mens vi overvejede, om vi skulle bestille to, tre, fire, fem eller seks serveringer til priser fra 310 kr. til 525 kr. Faktisk er der otte forskellige retter at vælge imellem, så ved at tage to forskellige hovedretter og to forskellige desserter kunne vi nå hele spisekortet igennem. Man er vel på arbejde. 


 Beskedent vinkort
Det gamle Mejeris vinkort er i omfang overordentligt beskedent: 10 røde, 10 hvide, seks mousserende og en god håndfuld dessertvine. Priserne ligger i et pænt, overkommeligt leje, fortrinsvis omkring de 250-400 kr., og et hurtigt tjek på nettet viser, at avancen for de fleste vines vedkommende er kundevenlig.

Når man indtager otte forskellige retter, er vinmenuen en god service, i hvert fald når man kun er to personer. Havde man været otte personer eller derover, kunne man med fordel have købt vinene flaskevis, for restaurationen tager sig betalt for at servere glasvis med risiko for spild. Men vinmenuen til 510 kr. for seks serveringer er absolut anbefalelsesværdig og valgt med omtanke fra det begrænsede kort.

Det gamle Mejeri præsenterer selv sit køkken som gourmetpræget landkøkken, og det kan vi bekræfte: Gourmetaspektet kommer til udtryk i smagen, finessen, anretningen og serveringen, og det landlige i de pænt store portioner, som man oven i købet kan blive mæt af.   Først fik vi en amuse bestående af risottolignende perlebyg med dild og hakkede tigerrejer.

Molekylært?
Første servering var en anretning af confiteret torsk med ørredrogn, drænet hytteost, rødløg, chips af jordskokker og kaviarlignende kugler af dild. Der var vist lidt molekylærgastronomi indover her. Hertil et glas People Superiore 2009 fra Frascati. Fin vin, men her havde man beregnet sig en lidt vel pæn avance: 298 kr. på kortet, 74,50 kr. i detail.

Næste ret, en blåmuslingebisque, blev ledsaget af chilensk Tué chardonnay 2009. Det var et fint match mellem de lidt federe vin og en kraftig bisque, som må være lavet med andet end blåmuslinger. Krabbe- og hummerskaller for eksempel. Dejlig var den i hvert fald og rigelig.   Mellemretten lignede faktisk en dessert. Hvis man kun havde synet at orientere sig med, kunne man tro, at det drejede sig om en sveske og appelsinfileter. Det var det ikke, det var et stykke langtidsbraiseret svinekæbe med polenta, parmesanost og urteolie. Det var en pikant, lille anretning med en overordentligt koncentreret smag, som mødte fint modspil i en argentinsk merlot/malbec 2004 fra Valle de la Luna.

Herefter var vi nået til hovedretterne, og vore veje skiltes med henblik på at prøve flere muligheder. Farseret hanebryst svøbt i pancetta med risotto, skorzonerrod og persille til ledsageren, kalv med forårsløg, asparges, ramsløg og trøffelskum til anmelderen. Begge var elegante og fint afstemte serveringer, og kalvekødet var svøbt i en velsmagende fars af kalvekød.   Hertil også to forskellige vine; en new zealandsk pinot noir Mt. Difficulty 2008 til hanebrystet og en italiensk Nuj Suj Icardi 2007 til kalvekødet.

Kiks til osten
Så var vi nået til et udvalg af fire franske oste, som blev ledsaget af et glas tør amontillado. På dette tidspunkt blev der sat kiks på bordet, og kurven med de gode, små hjemmebagte brød, som havde fulgt hele måltidet, blev stående som et yderligere valg til osten.

Appetitten var på dette tidspunkt ikke helt, hvad den havde været, men den kom straks igen, da vi fik vores desserter serveret. Ledsageren valgte en passionsfrugtkage med kokos og sorbet og anmelderen en anretning med lys og mørk chokolade og karamel. Vinene dertil var henholdsvis en Recieoto Valpolicella 2007 til chokoladen og en Uroulat Jurancon 2007 til passionsfrugtdesserten. Ledsageren valgte at slutte af med en kop god kaffe til 30 kr. uden tilbehør.

De smukke lokaler og den stilfulde indretning af Det gamle Mejeri signalerer kvalitet og kulinariske ambitioner, og de bliver indfriet. På et sådant sted finder man sædvanligvis et noget mere omfattende vinkort, som også omfatter prestige- og pralevine. Vine, som ikke er til at betale for folk, der ikke er udset til at betale millionærskat. For os almindelige gæster har et omfattende vinkort mere underholdningsværdi end praktisk værdi, men nogle gæster ville måske opfatte fraværet som en fejl. Vi konstaterede, at der var tilstrækkeligt udvalg til at sammensætte en velfungerende vinmenu.

Vores samlede indryk af denne aften udløser fem stjerner.

Leveret af: JP Aarhus Print artikel Send artikel
fakta
Det gamle Mejeri
Bedervej 101, Mårslet
Telefon 8693 7195
Guide
Spiseguiden.dk
Restauranter, caféer, take-aways og catering. Nyt gastronomisk univers
Anmeldelser
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelse
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelser Spiseguiden.dk.
Aarhusportalen
Om guide.dk - Personoplysninger - Ophavsret - Annoncering - Kontakt
© Copyright 2006 - Portal Danmark - Grøndalsvej 3 - 8620 Viby J Ajour CMS | Itide