Smil kan man aldrig få for mange af, og vores tjener var ikke karrig med dem. Hun var opmærksom, forklarede beredvilligt om de tyrkiske retter, men vidste til gengæld ikke noget om vin.Hvad hedder fokus på tyrkisk?

Denne anmelder skal ikke gøre sig klog på det, men spørger sig selv, om man mon ved det på Restaurant Lodos, der, når restauranten selv skal sige det, er det eneste tyrkiske spisested i Aarhus (hvilket ikke er helt rigtigt, for Restaurant Ankara på Skt. Knuds Torv i Aarhus er vel lige så tyrkisk, endog med mavedans i weekenden).

I hvert fald glimrede fokus med sit fravær, denne septemberaften på Nørre Allé. Det virkede, som om det hele var en smule ligegyldigt.

F.eks. er det svært at forestille sig at komme på en fransk restaurant, hvor de ikke kunne byde på en fransk vin. Og når nu Tyrkiet faktisk arbejder på at blive taget alvorligt med sin vinproduktion, hvorfor sørger en tyrkisk restaurant så ikke for altid at have et lille udvalg af tyrkisk vin?

Især når man som på Lodos har et stærkt begrænset vinkort, hvor der f.eks. kun er fem rødvine at vælge mellem, heriblandt to tyrkiske: Selection og Yakut, sidstnævnte fra en af de store vingårde ved Ankara, Kavaklidere, der er specialist i tyrkiske druesorter. De var bare udsolgt. Det samme gjaldt tyrkisk hvidvin - på menukortet stod der en Cankaya, men desværre: Den var udsolgt, så vi måtte vælge blandt de to andre hvidvine fra Alsace og Chablis.

Videre i samme genre: Hvorfor sørger man ikke for i det mindste at kunne servere de to desserter, som dessertkortet er begrænset til: Isdessert med tre slags is eller bananasplit. Vi bestilte førstnævnte og kunne høre kokken råbe til tjeneren, at der kun var pistacieis i fryseren denne aften.

Det kan ikke være, fordi kokken ikke kendte til menukortets dessertudvalg, for tilsyneladende er det samme menukort, der nu kører på 17. år. I hvert fald ser det ud til, at de restaurantanmeldere, der tidligere har været på Lodos, har forholdt sig til de samme retter, som vi gjorde denne aften i september 2011.

I mange år har der været anmærkninger til det stærkt begrænsede dessertkort. Det er for kedeligt, og det er da ikke særligt tyrkisk har kritikken lydt. Sandt nok.

Tyrkiske navne

Menukortet er ellers et sandt festfyrværkeri af tyrkiske retter, der præsenteres med deres rigtige navne, som heldigvis er oversat til dansk.

Over 30 forskellige retter er der at vælge mellem, enkelte vegetarretter, men ellers handler det om variationer over lam, okse og kylling. For ikke at glemme de 33 pizzaer, der også er en - kunne vi se - temmelig stor del af denne tyrkiske restaurants forretningsområde. I hvert fald valfartede den ene ungersvend efter den anden til restauranten for at hente nem aftensmad med hjem. Tyrkisk pizza? Nej, tyrkisk forretningssans, for hvis efterspørgslen er der, hvorfor så ikke sørge for udbuddet? Det italienske har dog taget helt over i børneretterne: pizza, lasagne og spaghetti.

Vi valgte at smage på lidt af hvert til forret - en slags hors d'oeuvre med fire forskellige kolde retter fra menukortet: hummus, cerkez tavugu (kogt kyllingekød med smuldret brød, nødder, chili og hvidløg), haydari (fetaost blandet med grøn peber, persille, tomat og chili) og manco (ovnstegt aubergine med tomat og hvidløg). Det var ikke alene pænt anrettet på et hvidt fad, det smagte også både godt og igennem - der var tyrkisk krydderi på denne lille del af tilværelsen, så man kunne smage det. Hertil fik vi brød, som smagte som en mutation mellem pizzadej og den meget lette og luftige dej, man kender fra tyrkisk brød. Tyrkisk på italiensk, så at sige til 95 kr. for to personer.

Vi fik masser af vand - nødvendigt til alle krydderierne - og et enkelt glas chablis fra Jehan Sieur (25 kr. pr. glas) hertil.

Men så var det, at køkkenets fokus svigtede.

Til hovedret valgte vi dels kuzu guvec (lammekød med aubergine, tomat, peberfrugt og løg i tomatsovs med salat og mucver (stegt kartoffelmos og kartoffelmel blandet med æg og ost) til 120 kr. samt sef bonfile (oksefilet med fyld af pastrami, tyrkisk pølse, rød peber, ost, hvidløgssmør, salat og mucver) til 130 kr.

Ikke frisklavet

Man kan måske sige sig selv, at når en restaurant som Lodos, der har så mange forskellige retter på menuen, men som denne aften f.eks. havde under 10 gæster, der spiste i restauranten, så kan alle disse retter ikke være frisklavede. Det var dog alligevel en overraskelse, at lammegryden, som ellers så indbydende ud, som den kom ind i en ovnfast skål med dampende varm tomatsovs, var netop så dampende varm, som sådan en ret kun kan blive i en mikroovn. Her var retten blevet kogt til ukendelighed - faktisk var det helt svært at artsbestemme kødet. Er det portionsanretninger, der bliver hevet op af fryseren, når de bliver bestilt? Sådan smagte det i hvert fald.

Til gengæld var der grillsmag over oksefileten, der var suppleret med både pastrami og pølse. Men selv grillsmagen kunne ikke fjerne den lidt kedelige fornemmelse af en ret, der var ligegyldig.

Tilbehøret var det samme til begge retter - salat og mucver, som måske er en tyrkisk delikatesse, men som her smagte temmelig klistret.

Det bedste var vinen

Men kan vel sige, at det bedste ved hovedretten var vinen, en Rionaiolo fra Barolo. Der stod ikke årstal på menukortet, men vores tjener mente at vide, at der var et par forskellige årgange på hylden, hvorefter hun kom med en fra 2006. Den kostede 299 kr.

Man kan ikke komme uden om, at det er billigt at spise på Lodos. Der er menuer til 139 kr. og 159 kr. og masser af retter til 100 kr. plus/minus en tier. Vores regning lød på 734 kr. inklusive kaffe og te (pr. brev i et varieret udvalg), i runde tal det samme for maden som for drikkevarer.

Til gengæld var det et måltid af typen, som man glemmer, så snart det er fortæret. Det må kunne gøres bedre på sådan et tyrkisk spisested i Aarhus. meget bedre. Derfor må Lodos nøjes med to stjerner.

I øvrigt er det tyrkiske ord for fokus ”odak”.

Restaurant Lodos
Nørre Allé 51 Aarhus
Tlf. 8613 6364

Åbent: Hver dag fra kl. 16-22.30