Jo, det er den vin, som I har bestilt, bedyrede tjeneren og rodede sig ud i noget forvirret snak om, at xinomavrodruen blot er en mørkere udgave af merlot, eller også var det omvendt, men i hvert fald var det en Boutari-vin, så det var, hvad vi havde bestilt.

Det var det nu ikke, for på kortet var det nøje angivet, at det drejede sig om en vin af 50 pct. merlot og 50 pct. af den græske drue xinomavro, men dette var ifølge etiketten 100 pct. merlot. Vi ville gerne have prøvet den græske xinomavro, når det nu var en græsk restaurant, der var målet for aftenens anmelderbesøg.

Alle vinene på kortet er fra det græske vinhus Boutari, så græske er de jo under alle omstændigheder, og alle de afbildede etiketter viser årstallet 1998, bortset fra en enkelt, der viser 1999.

Det samme vinkort

Det tyder svært i retning af, at vinkortet ikke er ændret siden restaurantens åbning i 2001. Bortset fra priserne, må man formode. Men det er måske også forklaringen på, at den vin, der står på kortet, ikke mere er en del af restaurationens sortiment – og at man i øvrigt tager lidt afslappet på det forhold, at der ikke er overensstemmelse mellem kortet og den vare, der kan leveres.

Det ville for så vidt have været i orden, hvis det blev sagt åbent, men det er ikke i orden, at tjeneren påstår noget andet end fakta og belærer gæsterne om, at de tager fejl.

Man lad nu ikke denne lille ordveksling spolere billedet af en ellers helt igennem positiv og god aften på restaurant Zeus på Sønder Allé. Og for øvrigt heller ikke af merloten til 325 kr., som var tæt, fyldig og perfekt til den kraftige og ret fede græske mad. Kalorie- eller fedtforskrækkede kan man ikke beskylde grækerne for at være, og det bærer græske restauranter både derhjemme og i udlandet typisk præg af. Det gælder også Zeus, hvor alle de fra charterferierne kendte klassikere er repræsenteret.

Blandt forretterne er der tzatziki som selvstændig ret, dolmades, hummus, grillede peberfrugter, spinakopita, kalamari og indbagte rejer. Og så en dansk rejecocktail, der har sneget sig ind, og for øvrigt også var der ved åbningen for over 10 år siden, kan vi se af anmeldelsen fra dengang. Priserne ligger mellem 46 og 62 kr.

Blandt hovedretterne er der den græske hakkebøf, souvlaki i flere udgaver, lammekoteletter, musaka, lammekølle, laks, sværdfisk og de indbagte blæksprutteringe og rejer som hovedretter. Her ligger priserne mellem 129 og 155 kr.

Desserterne nærmer sig det banale: Bl.a. bananasplit, pæretærte, græsk yoghurt med honning og en flamberet is, hvor flamberingen viser sig at være et stykke hugget sukker med brændende likør ovenpå. Priser mellem 52 og 71 kr. Hertil en række kombinationer, der præsenteres som trerettersmenuer til 179 kr. Det ser umiddelbart overvældende varieret ud, men tilbehøret er stort set det samme til alle hovedretter, så arbejdsbelastningen i køkkenet er alligevel til at overskue.

Mange stamgæster

Vi kom tidligt denne aften og fik anvist et firemandsbord ved vinduet ud mod Sønder Alle. Det er vist et gammelt restauratørtrick at placere de første gæster på denne måde for udadtil at signalere aktivitet. Om det var nødvendigt, er ikke til at sige, men i løbet af det næste par timer blev restauranten fyldt op med større og mindre selskaber, der så ud til at være stamgæster. Sådan aflæste vi i hvert fald både gæsterne og betjeningen.

Som forretter valgte vi en græsk bondesalat med tomater, oliven og den ost, som vi gerne må kalde feta, når den er græsk (69 kr.), og en portion spinakopita, der er en græsk specialitet bestående af spinat og feta indsvøbt i fillodej og derefter friturestegt (62 kr.).

Til forretterne måtte vi naturligvis have et glas retsina og fik for to gange 49 kr. serveret et par svingende fulde glas iskold harpiksvin af uspecificeret mærke, som straks satte os i charterferiestemning.

Bankebøf

Blandt hovedretterne valgte vi hhv. tre souvlakispyd med kylling, lam og svin (155 kr.) og en bøf af oksefilet med paprikasovs (146 kr.).

»Det er nok din bøf, der får nogle bank,« bemærkede ledsageren, da der lød voldsomme slag fra køkkenet.

Det var nok rigtigt, for den bøf, der lidt senere blev lagt på tallerkenen, havde fået en ordentlig omgang tæsk, inden den var blevet stegt lidt rigeligt. Tilbehøret var det samme på begge tallerkener: Stegte, kogte kartofler, icebergsalat, oliven, feta og en ordentlig skudefuld tzatziki. Sådanne retter kræver en kraftig vin, og det var lige, hvad vi fik, om end vi jo havde sat næsen op efter 50 pct. xinomavro som angivet på vinkortet. Et efterfølgende tjek viser for øvrigt, at man også på hjemmesiden annoncerer med en 50/50 pct. merlot/xinomavro til 325 kr., så forvirringen kan ikke alene tilskrives, at vinkortet nok er over 10 år gammelt.

Yoghurt

Når man nu er kommet i græsk stemning, er der selvfølgelig ingen vej uden om klassikeren: Den fede græske yoghurt med valnødder og frisk honning (59 kr.). Her lidt utraditionelt serveret med et par uvedkommende appelsinskiver, som blev skubbet til side. Ledsageren havde bestilt en isdessert flamberet med mavrodaphne- likør (79 kr.). Flamberingen viste sig at bestå af en likørvædet sukkerknald med ild i.

Vi nød et glas mavrodaphne- dessertvin til (45 kr.) og sluttede på charmerende græsk vis af med to ouzo på husets regning.

Således mætte og tilfredse begav vi os ud i det aarhusianske efterår og kvitterer med tre stjerner og en anbefaling, ikke mindst af den afslappede og gode stemning.