Til forsiden af aarhusportalen.dk
Til forsiden
guide til oplevelser i Østjylland
Menu
Film
Kunst & udstilling
Musik
Scene
Guides
Spiseguiden.dk
FastfoodGuiden
ShoppingGuiden
NetshoppingGuiden
NattelivsGuiden
FilmGuiden
Attraktioner
Highlights
Arrangementer
Tilføj arrangement
Afbudsrejser
afbudsrejser24.dk - Find afbudsrejser, charterrejser og hotel
Find afbudsrejser, charterrejser og hotel på Danmarks største afbudsrejse portal afbudsrejser24.dk.

Studielinks
Websites for studerende i Aarhus
Markeder
Gavebox
hjem.dk
StepStone
Spar30.dk
Søg feriebolig
Søg lejebolig
comfort
Hvordan kan et og samme spisested rumme både gennemført kvalitet og betragtelige fejlskud? Fotos: Sisse Dupont
Rutsjetur i Nørregade
15-11-2011
Virkelig godt og næsten mislykket. Restauranten med det beroligende navn "comfort" er i virkeligheden lidt af en rutsjebane, der overrasker gæsterne på mere end én måde.

Med store spørgsmålstegn i ansigterne trådte vi ud på Nørregade efter besøget i den nye restaurant i nummer 42.

Hvordan kan et og samme spisested rumme både gennemført kvalitet og betragtelige fejlskud, lækker indretning og store huller i menukortet, ambitiøs bemanding og påfaldende langsommelig afvikling?

comfort hedder dette paradoks, og ja: det staves med lille c og en prik i stedet for en bindestreg. Meget snedigt, måske også for snedigt, når man slår sig op på at lave enkel mad som »burger, wraps'N'stuff«.

For at understrege den afslappede stil var menukortet lamineret og fungerede også som dækkeserviet, men derudover var stilen ganske eksklusiv med glasloft, trægulv og mørke møbler i kontrast til de rå murstensvægge. I vores lille selskab blev de elegante toiletter også bemærket.

Vi var få gæster denne lørdag aften til de to søde, smilende unge tjenere, der ville os det så godt, men som for noget forvildet rundt.

De skulle holde styr på et menukort med 12 retter, to ugens specialiteter, to børneretter, diverse tilbehør og to desserter. Det viste sig dog, at hverken ugens burger eller ugens ret var til at få, og der var hen ad vejen flere andre huller i kortet.

Men nu var comfort heller ikke så mange uger gammel, og derfor ville vi gerne være tolerante - ikke mindst fordi de første retter gjorde os rigtig glade.

Saftige stykker kylling


Det skyldes ikke mindst en ganske fantastisk ”crispy kentuckyburger” til 89 kr. med store saftige stykker kylling i tynd, sprød indpakning og frisk fyld i form af æble-sellerisalat. Datteren bedømte den som den bedste kyllingeburger nogensinde - og hun har i burgerens eget hjemland spist sig gennem mange.

To andre typer burger blev testet og godkendt: En såkaldt comfortburger og en BBQ-burger (der var en af de dyreste retter til 99 kr.). Særligt bøfferne, lavet af ordentligt oksekød, imponerede.

Endnu bedre var de portioner tilbehør, vi delte: hjemmelavede pommes frites og en skål med mange slags grønne salater i pikant dressing (hvert tilbehør koster 25 kr.). Det var helt enkelt og helt godt.

Men den fjerde hovedret bragte os ned på jorden igen med et ordentligt bump. Det var en ”asian chickenwrap”, hvor pandekagen rundt om fyldet var hjemmelavet, ifølge kortet efter særlig opskrift med både spelt, hvede og majsmel. Resultatet var tykt og så bastant, at selv den mest sultne jord- og betonarbejder ville komme i problemer.

Selve fyldet var på papiret godt - marineret kylling, svampe mv. i hoisinsauce - og der var masser af det. Men den sødt-krydrede hoisinsauce dominerede i den grad, at det var svært at smage de gode sager. Det bedste, der kunne siges om retten, var, at der var utrolig megen mad til 79 kr.

Til maden fik vi sodavand og øl, og efter hovedretterne afprøvede vi en af de to desserter samt kaffe.

Ingen kaffespecialiteter


Ifølge hjemmesiden kunne vi vælge mellem mange kaffespecialiteter, under vores besøg var der dog kun filterkaffe at få. Tjeneren undskyldte og kom med den acceptable kaffe, der nåede at blive helt kold, inden desserten nåede frem med flere undskyldninger.

Den meget lange ventetid havde køkkenet i det mindste brugt godt på at lave en hjemmelavet pandekage af en helt anden kvalitet end wrap-pandekagen til hovedretten. Sammen med kvalitetsis (masser af ægte vanilje) og flotte bær var det endnu et eksempel på noget enkelt og godt. Medanmelderen, der selv er storforbruger af vaniljestænger og lidt af en dessertekspert, var imponeret.

Alligevel lykkedes det comfort at få os ud ad døren på en ikke så heldig måde. Da vi bad om regningen, måtte vi igen vente. Det viste sig at skyldes, at kasseapparatet var i stykker, og vi måtte virkelig insistere for at få en håndskreven regning.

Da vi fik den, manglede der afregning for en gang pommes frites, en øl og en cola. Tjeneren kunne ikke rette fejlen, men skrev posterne på husets regning. Så vi slap med 498 kr. og gik ud ad døren med en sidste undskyldning fra betjeningen.

Således stod vi i Nørregade med vores spørgsmålstegn, for hvilken karakter skal man give et spisested, der svinger så meget til begge sider?

Vi giver tre venlige stjerner for ambitionerne om at lave enkel mad for hele familien med kvalitet, for alt det hjemmelavede og for de lækre omgivelser. De tre stjerner til betjeningen er ikke mindre venlige, men et nyåbnet sted skal have et vist spillerum til at finde melodien og skrue op for kompetencen.

På vores bundlinje er, at vi gerne kommer igen, og det er i sig selv en anbefaling værd.



Leveret af: JP Aarhus Print artikel Send artikel
Fakta
comfort
Nørregade 42
8000 Aarhus C
86 100 233

Åbningstider:
Mandag – fredag: 15 – 22.00
Lørdag og søndag: 12 – 22.00

Priser
Billigste hovedret: 79 kr.
Guide
Spiseguiden.dk
Restauranter, caféer, take-aways og catering. Nyt gastronomisk univers
Anmeldelser
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelse
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelser Spiseguiden.dk.
Stjerner
Nyheder
Aarhusportalen
Annonce
Om guide.dk - Personoplysninger - Ophavsret - Annoncering - Kontakt
© Copyright 2006 - Portal Danmark - Grøndalsvej 3 - 8620 Viby J Ajour CMS | Itide