Til forsiden af aarhusportalen.dk
Til forsiden
guide til oplevelser i Østjylland
Menu
Kunst & udstilling
Musik
Scene
Guides
Spiseguiden.dk
FastfoodGuiden
Attraktioner
Highlights
Annonce
Byens Burger
Foto: Thomas Larsen
Byens bedre burgere
04-09-2006
Byens Burger leverer godt håndværk, god betjening og burgere, der ikke er som de andres - på både godt og ondt.
Vi skal hilse og sige, at der er godt gang i Byens Burger i Thorvaldsensgade. En tirsdag aften ved 20-tiden myldrer det ind med folk, der skal have burgere, pizzaer, sandwicher og salater med hjem. En del - som os - vælger at spise på stedet ved et af de fem runde borde med udsigt til trafikken og TV-apparatet på væggen, der viser amerikanske serier på TV 4.
Bag disken står friske og service-mindede unge piger, der virker, som om de har fod på det hele. "Vores" var vist forholdsvis ny, men blev hjulpet igennem af de andre, så det hele gik rimeligt hurtigt og gelinde.

Indtrykket er i det hele taget sympatisk, og det bliver ikke mindre sympatisk af, at der udleveres rigtige tallerkener og bestik, hvis man vælger at spise på stedet.

Udvalget består af pizza (og dem er der mange forskellige af), burgere i forskellige vægtklasser samt sandwich og salater. Pizzaerne ligger i niveauet 40-60 kr., burgerne fra 30 til 57 kr., burgermenuer fra 59 til 82 kr., sandwicher 35-38 kr. og salater 35-45 kr.

Holdet valgte Månedens burger med kylling og diverse fyld (42 kr.), en Don Mex 200 g med dobbelt ost & bacon samt jalapenos (stærke syltede pebre) (49 kr.) samt en Don Ox menu 200 g (73 kr.). Menuerne følges af en halv liter sodavand og pommes frites. Uden for menuen koster sodavand 18 kr.


Frisk oksekød

Det er værd at bemærke, at der bruges frisk oksekød, der formes til bøffer på stedet, inden de steges. Altså ikke færdigfrosne bøffer her. Kødet er af god kvalitet. Salat og andre grøntsager er også friske og håndskårne.
Burgerne lægges ikke i de sædvanlige bløde burgerboller. Nærmere i et slags overdimensioneret rundstykke med sprød skorpe og en temmelig let og luftig krumme. En noget anderledes tilgang til burger-begrebet, men smag kan jo altid diskuteres.

Det blev den også her. Christian var begejstret. For det hele. Rundstykket, bøffen, fyldet, pommes friterne.

Stor og god bøf, fin kombination af dressinger, friske råvarer, godt brød. OK pommes friter. Det er ligesom det skal være.

Julia var mere forbeholden. Hun havde taget Månedens burger med kylling, og den skabte ikke ligefrem begejstring.

Kyllingen smager ikke af ret meget, den er tør, der er for meget ketchup i. Faktisk smager det hele mest som et tørt rundstykke med ketchup.


Klar anbefaling

Holdkaptajnen var heller ikke så begejstret for det tørre rundstykke, men nogenlunde tilfreds med bøffen og fyldet - og ikke mindst tallerken, kniv og gaffel.
Det var - kan man forstå - ikke nemt at fælde den endelige dom, men det lykkedes til sidst. Christian, som ikke er sådan at rokke, holdt på fem stjerner og talte med megen overbevisning sin sag, Julia ville absolut ikke gå højere end til tre stjerner, mens den sidste på holdet mente, at fire ville være passende og fortjent. Og så kræver det ikke meget matematisk geni at regne ud, at vi ender på fire stjerner. Men også en klar anbefaling af Byens Burger.

»Men vælg de klassiske,« slår Christian fast og ser trods alt nogenlunde tilfreds ud.

Leveret af: Internetavisen Jyllands-Posten Print artikel Send artikel
Fakta
Byens Burger
Thorvaldsensgade 1
8000 Århus C.
Tlf. 86 12 70 47
Guide
Spiseguiden.dk
Restauranter, caféer, take-aways og catering. Nyt gastronomisk univers
Anmeldelser
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelse
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelser Spiseguiden.dk.
Aarhusportalen
Om guide.dk - Personoplysninger - Ophavsret - Annoncering - Kontakt
© Copyright 2006 - Portal Danmark - Grøndalsvej 3 - 8620 Viby J Ajour CMS | Itide