Til forsiden af aarhusportalen.dk
Til forsiden
guide til oplevelser i Østjylland
Menu
Kunst & udstilling
Musik
Scene
Guides
Spiseguiden.dk
FastfoodGuiden
Attraktioner
Highlights
Annonce
Sunset Boulevard
Fedtfattig fastfood næsten
16-10-2006
Sunset Boulevard på Skt. Knuds Torv i Århus er amerikansk fastfood i den kalorielettere ende, oplyser koncernen selv. Det hele er fedtfattigt - med undtagelser.
NÆSTEN LIGHT - Sunset Boulevard kalder sine pommes frites for næsten fedtfrie.
FÅ LEDIGE STOLE - Man kan ikke være sikker på at komme til at sidde ned på Sunset Boulevard. Selv på almindelige hverdage er der som regel stuvende fyldt i fastfood-restauranten på Skt. Knuds Torv.

Uanset hvad du vælger hos Sunset Boulevard, vælger du automatisk at spise både sundt og lækkert. Al vores mad er frisk og velsmagende og næsten alt er fedtfattigt - selv vores pommes frites. Så derfor kan du godt tillade dig at spise lidt ekstra med god samvittighed.

Sådan står der ordret i det, man vel kan kalde fastfood-kæden Sunset Boulevards programerklæring, og det lyder jo vældig godt.

Umiddelbart virkede det nu ikke, som om Sunsets forskellige varer adskiller sig så meget fra, hvad man får på tilsvarende spisesteder, men lad nu det ligge.

Vi er mere interesseret i, om det smagte godt, og om man får valuta for pengene.


Velbesøgt sted

I hvert fald er stedet ved siden af biografen i Ryesgade godt besøgt. En ganske almindelig hverdagsaften ved 18-tiden var der stuvende fuldt og alle borde besat.

Det lykkedes os dog at kapre et bord til tre, der netop blev forladt, da vi havde afgivet bestilling.

Bestillingen afgives ved kassen - man får et nummer, som så bliver råbt op, når varerne er klar til udlevering. Det varer ikke længe, for der er tjek på tingene hos Sunset, hvor systemerne på bedste amerikanske vis er dygtigt blevet indarbejdet i de unge medarbejdere.

De medarbejdere, der automatisk spørger, om man vil have ketchup eller mayonnaise til sine fritter - og når bekræftelsen er faldet, straks følger op med et: »Hvor mange vil du have?«

Uskyldigt nok, men der ryger altså en ekstra krone i kassen for hvert lille brev.


Forholdsvis stort udvalg

Udvalget på Sunset Boulevard er forholdsvis stort. Der er kolde og lune sandwicher, grillede sandwicher, salater, menuer og kaffe og kage.

Priserne forekommer umiddelbart at ligge i den højere ende, men det lader ikke til at dæmpe købelysten.

Christian kender konceptet og udbuddet, så han kastede sig straks over det absolutte topprodukt, Sunset Club, som fås i både en halv og en hel fods størrelse. Fod er her ikke en legemsdel, men en måleenhed - godt 30 cm.

Det blev til den lange Sunset Sub med kalkunbryst, bacon og en hel masse andet, som man frit kan vælge fra mulighedernes store tavle. Pris 53,75, men så følger sodavand og pommes frites med for 10 kr. pr. enhed.

Julia sprang på en menu til 52 kr. - en grillet sandwich med kylling og bacon inklusive fritter og sodavand. Selv nappede jeg en grillet sandwich med skinke og ost til 31 kr. - ledsaget af 0,3 liter danskvand til den nette sum af 14,75 kr. Inklusive fire breve dressing nåede den samlede regning således op på 175,50 kr.


Uenighed om sandwich

Som sædvanlig var der divergerende opfattelser af kvaliteten hos Julia og Christian. Han var begejstret for sin sandwich (jeg er normalt ikke så meget for sandwich, men her smager de altså godt, og pommes fritesene er sprøde og har en god anderledes, krydret smag).

Julia mente derimod, at oplevelsen var til at overse. Hendes kyllingekød smagte ikke optimalt, og hun syntes generelt, at fyldmængden var i den meget beskedne ende. Hun ser Sunset som et standardsted med en okay kvalitet, men ikke over gennemsnittet.

Der var en del debat om, hvorvidt Sunset Boulevard skulle have fire eller tre stjerner. Det endte med tre og en pil opad.

Og for husfredens skyld lader vi Christian få det sidste ord.

»Det er godt, man har sådan et sted!«

NB: Sunset Boulevard kalder sine pommes frites for Pommes Light - næsten fedtfri, men angiver i retfærdighedens navn også en fedtenergiprocent på 33 pct.

Leveret af: Internetavisen Jyllands-Posten Print artikel Send artikel
Fakta
Sunset Boulevard
Ryesgade 31/Skt. Knuds Torv
8000 Århus C.
Tlf. 86 18 18 87
Guide
Spiseguiden.dk
Restauranter, caféer, take-aways og catering. Nyt gastronomisk univers
Anmeldelser
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelse
Samlet oversigt over restaurationsanmeldelser Spiseguiden.dk.
Aarhusportalen
Om guide.dk - Personoplysninger - Ophavsret - Annoncering - Kontakt
© Copyright 2006 - Portal Danmark - Grøndalsvej 3 - 8620 Viby J Ajour CMS | Itide